Motionsidræt

Lone Hertz satser på stavgang

Skuespillerinden Lone Hertz skal med egne ord se at komme i gang. Hun er ambassadør for kampagnen "Gang i ældre"

Der skal 66 lys i lagkagen, næste gang skuespillerinden Lone Hertz fejrer sin fødselsdag. Hun er netop blevet udnævnt til ambassadør for kampagnen "Gang i ældre", der starter den 23. april. Efter egen overbevisning dyrker hun ikke nok motion, men gang i hende, det er der helt sikkert. - Jeg har lidt sort samvittighed over ikke at røre mig mere. Men jeg kører 50.000 kilometer om året, så jeg er ikke så meget hjemme og har ikke tid til et foreningsliv lige nu, siger hun. De mange kilometer bliver tilbagelagt, når Lone Hertz kører rundt i landet for at holde foredrag og spille skuespil. Hendes foredrag handler blandt andet om livskvalitet, og selv om det mere er livskvalitet på det åndelige plan, hun taler om, hænger tingene sammen. - Jeg er vel selv et eksempel på, at det at bruge muskler giver muskler. Både fysisk og åndeligt, siger hun. Vil danse tango og salsa De mange timer i bilen betyder, at Lone Hertz sidder en del stille. Men hun kompenserer for det, når hun kommer frem. - Jeg suser rundt og bærer kufferter, og jeg suser rundt på scenerne tre timer ad gangen. Og jeg er også vinterbader, siger hun. Alligevel taler hun om, at hun skal til at komme i gang med noget mere organiseret idræt. - Jeg kan mærke, at jeg har nået en alder, hvor jeg begynder at få brug for det, så jeg må i gang, ingen tvivl om det. Jeg har altid elsket at spille håndbold. Jeg var god både i forsvaret og i angrebet, selv om jeg aldrig scorede mål, fordi jeg ikke kunne lide at kaste bolden hårdt hen mod nogen. Det kunne være sjovt at prøve at spille igen. Jeg er også en stor danseelsker og kunne godt tænke mig at gå til både tango og salsa, siger hun. Alligevel regner Lone Hertz med, at det første skridt som mere aktiv idrætsudøver bliver med stave i hænderne. - Jeg satser på stavgang, for stavene kan jo ligge i bilen, så jeg kan tage dem med. Det kræver bare, at jeg får købt stavene og så lige lært metoden i en forening, for man skal jo også lære at bruge stavene rigtigt, siger den aktive skuespillerinde.