Lokalpolitik

Lone Sondrup årets Ambu-taler

For andet år i træk holder en kvinde morgentalen

Lone Sondrup er årets morgentaler. Arkivfoto

Lone Sondrup er årets morgentaler. Arkivfoto

For andet år i træk bliver det en kvindelig politiker, der får fornøjelsen af at holde morgentalen i forbindelse med Ambulancedagsfesten i Hobro. Æren tilgår Lone Sondrup, gruppeformand for Venstre i Mariagerfjord Byråd. I fjor var det daværende undervisningsminister Tina Nedergaard, som med en munter tale ruskede liv i de morgenduelige gæster i Ambu-Dansetten på festpladsen. Lone Sondrup, der netop er fyldt 50 år, har bragt sig selv i fokus på den måde, at hun i forbindelse med et fødselsdagsinterview i avisen har erklæret sig parat til at udfordre H.C. Maarup som borgmester i Hobro. Første hurdle for hende bliver dog at blive opstillet som borgmesterkandidat af Venstre. Indtil videre er hun eneste på banen, men andre kan dukke op, før kandidaten vælges til marts. Som morgentaler må Lone Sondrup tale lige præcis om det, der falder hende ind. Der er ikke et forudbestemt tema. Til gengæld ligger det i luften, at man som taler skal begrænse sig til omkring et kvarter på talerstolen. Det er omkring 30 år siden, ideen med en morgentaler blev lanceret.