Lone trives med nye opgaver

- Jeg har været i gamet mange år, og jeg elsker at få nye udfordringer. Alt det nye, der kan virke svært, når man begynder, bliver også rutine på et tidspunkt - det er sjovt at opleve, siger Lone Ostenfeld, der fejrer 25 års jubilæum fredag 3. marts i Føtex Hjørring. Foto: Bente Poder

- Jeg har været i gamet mange år, og jeg elsker at få nye udfordringer. Alt det nye, der kan virke svært, når man begynder, bliver også rutine på et tidspunkt - det er sjovt at opleve, siger Lone Ostenfeld, der fejrer 25 års jubilæum fredag 3. marts i Føtex Hjørring. Foto: Bente Poder

Som 17-årig kom Lone Ostenfeld fra Hjørring i lære i A-Z. I denne uge har hun 25 års jubilæum i Dansk Supermarked. Hun har siden 2007 arbejdet i Føtex Hjørring og stortrives med jobbet som driftskoordinator.

- Jeg elsker mit arbejde, smiler hun.

Hun blev udlært i tekstilafdelingen, og nonfood er fortsat hendes fokusområde.

Efter endt læretid var hun ansat i tekstilafdelingen A-Z i Esbjerg og var her med til at forvandle varehuset til Bilka. Efter godt et år på vestkysten kom Lone retur til A-Z Hjørring. Siden blev hun salgsleder i Føtex Brønderslev, hvor hun i en periode også var afdelingschef i tekstilafdelingen. Siden blev hun ansat som salgsleder i Føtex Frederikshavn, og i 2007 blev hun ansat i Føtex Hjørring. Hun var med, da varehuset flyttede fra midtbyen på Springvandspladsen til den nuværende placering i spritnye lokaler.

- Da vi flyttede ind her i den nye butik, begyndte jeg som dekoratør. Det havde jeg ikke erfaring med, men det var mega spændende, siger Lone og tilføjer, at hun nyder nye opgaver, der udfordrer de daglige rutiner.

Mens hun var dekoratør havde hun også ansvar for opgaver i nonfood-afdelingen. Siden blev hun driftskoordinator og har i dag ansvar for al drift i forhold til non-food.

Lone er først på dagen på kontoret og få de administrative opgaver afviklet. Herefter går hun i butikken og servicerer kunderne.

- Det er en fed kombination. Jeg har været i gamet mange år, og jeg elsker at få nye udfordringer. Alt det nye, der kan virke svært, når man begynder, bliver også rutine på et tidspunkt - det er sjovt at opleve.

- Og har man viljen, kan man få lov at være medbestemmende. Det er jeg rigtig glad for. Man har selv et ansvar for, at dagene bliver gode, smiler Lone Ostenfeld.

Hun tilføjer, at forandringerne gennem årene har været hyppige og store.

- Selvom jeg har været i Dansk Supermarked i 25 år har arbejdspladserne været vidt forskellige. Og jeg har ganske vist været i Føtex Hjørring siden 2007, men vi flyttede jo i ny bygning, og det blev en helt ny arbejdsplads.

Lone Ostenfeld er i øvrigt også aktiv i arbejdspladsens sikkerheds- og samarbejdsudvalg.

Lone er fra Hjørring og har gået på Lundergårdsskolen. Efter endt skolegang gik hun på handelsskole, inden hun kom i lære i A-Z Hjørring.

Hun er 42-årig og bor af alle steder på Lonesvej.

Jubilaren har en arbejdsuge på 30 timer, og har hermed prioriteret mere tid med sine to sønner, Ludvig på 10 år og Aske på 8 år, som på skift bor en uge hos hende og drengenes far.

To-tre dage om ugen snører Lone løbeskoene og tilbagelægge en rute på mellem fem og ti kilometer.

- Det er en fed måde at blive blæst igennem og få nulstillet hovedet, når man kommer hjem fra arbejde, smiler Lone.

Hun har en fortid som særdeles aktiv håndboldspiller, og er også engang imellem en del af teamet, når Frems damehold går på banen.

Fredag, når jubilæet fejres, bliver Lone hentet på sin hjemadresse og modtaget med hornmusik og rød løber ved varehuset. Herefter er der morgenmad med kollegaerne og ledelsen, og fredag klokken 11 til 13 er der reception i kantinen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.