"Loppe"-entusiasterne stod i kø VEMOD: Loppemarked for sidste gang på varmeværks-grunden i Østervrå

ØSTERVRÅ:Flere hundrede ivrige købere lagde vejen forbi lørdagens fire timer lange loppemarked hos Baptistspejderne i Østervrå. I meget god tid tog de første opstilling foran den udspændte snor. Kort tid før åbningen var mere end hundrede mennesker klar til at spurte ind på den gamle varmeværks-rund ved Bredgade. Hele pladsen var velforsynet med alt, hvad en garvet "loppe"-entusiast kunne ønske sig: Lige fra de mindste nipsting til store tunge møbler. En vandring gennem det omfattende udbud gav et helt kulturhistorisk indblik i, hvordan trenden hele tiden skifter, når det drejer sig om danske hjems indretning og brugsgenstande. Alt blev studeret, vendt og vurderet, inden turen gik til en af de mange sælgere, som måske efter lidt diskussion med de interesserede købere nåede til enighed om en acceptabel pris. Mange benyttede også lejligheden til en snak med naboer og venner - eller lagde vejen forbi teltet med forfriskninger. En hel del lod sig friste af den liflige duft fra den grillstegte skinke, der kunne erhverves i portioner med tilbehør til en meget favorabel pris. Vejrguderne havde sørget for det gode vejr.Det bragte stemningen ekstra i vejret - og gad vide, om det ikke også fik købelysten til at stige en ekstra tand! Dog havde arrangementet en lille snært af vemod, idet det formodentlig var absolut sidste gang, der blev afviklet et arrangement på den centralt beliggende grund midt i byen. I løbet af forsommeren ventes det nemlig, at byggeriet af en Fakta-butik tager sin begyndelse. Det forventede overskud går udelukkende til spejderarbejde i Østervrå-kredsen - fortrinsvis som tilskud til den kommende sommerlejr.