Loppemarked kan igen stå i vejen for Aalborg DH

I marts spillede Aalborg DH en Champions League-kvartfinale i Arena Nord i Frederikshavn, fordi Gigantium var booket af et loppemarked. Den situation kan opstå igen i denne sæson.

Aalborg DH risikerer at måtte flytte en hjemmekamp ud fra Gigantium. Arkivfoto: lars pauli

Aalborg DH risikerer at måtte flytte en hjemmekamp ud fra Gigantium. Arkivfoto: lars pauli

- Vi kan ikke garantere, at der ikke opstår en situation, hvor Aalborg DH skal spille hjemme, men hvor Gigantium er udlejet til for eksempel et stort kulturarrangement, siger kulturrådmand Nils Bell (V). Men han understreger, at man fra kommunens side vil gøre alt for at undgå en lignende situation, og nøgleordet for både ham og økonomichef i forvaltningen, Jørgen Smed, er fleksibilitet. - Man kan ikke have eliteidræt i vores haller, hvis ikke der er en enorm fleksibilitet. Vi har meddelt Aalborg DH, hvilke datoer der er bookede i Gigantium. Det har de taget med i deres drøftelser med Dansk Håndbold Forbund, ligesom vi har spilledatoerne for Champions League på plads frem til finalen, siger Jørgen Smed, der er chef for Gigantium. Foreløbig er der dog en enkelt kamp, der ikke bliver spillet i Gigantium. 11. oktober er der virksomhedsmesse, så kampen mod Randers HK bliver højst sandsynligt spillet i Stadionhallen. Flere faldgruber Alligevel kan der meget nemt opstå situationer, hvor Aalborg DHs kampe kolliderer med et arrangement i Gigantium. For det første kan de udmeldte spilletidspunkter i den danske liga ændres af hensyn til tv, eller en kamp kan blive udsat af forskellige årsager. For det andet kan Aalborg DHs europæiske spilleprogram ændre sig på flere måder. Det Europæiske Håndboldforbund kan ændre spilletidspunkter, som det allerede er sket én gang i år. Dernæst kan Aalborg DH tabe kvalifikationskampene til Champions League mod spanske CBM Astroc Sagunto, der ligesom Aalborg DH kom i semifinalen i den prestigiøse turnering. Sker dette, deltager Aalborg DH i EHF-cuppen. - Og de dage har vi ikke booket os ind på, fortæller direktør i Aalborg DH, Erik Just. Udsigten til, at et nyt loppemarked igen kan sende håndboldklubben ud af kommunen, tør han ikke tænke på. - Det skulle det helst ikke komme til. Vi har planlagt så godt som muligt og Gigantium har været flinke til at afvikle vores tidsplan, bortset fra Randers-kampen, siger Erik Just. - Gigantium er en speciel konstruktion, hvor der skal være plads til både bredde, elite og kulturen. Hvis vi modtager en henvendelse på et arrangement i eksempelvis februar, vil vi da henvende os til Aalborg DH for at høre om de skal bruge Gigantium den dag. Hvis de ikke kan svare helt sikkert ja eller nej, så tager vi stilling til om risikoen for en dobbeltbooking er stor eller lille og træffer vores beslutning. Nogle ting skal man løse konkret, alt kan ikke løses ved politikker, fastslår Nils Bell.