Lort i vandautomat og bag radiator: - Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger rektor

Aalborg Katedralskole har efter skolestart i august oplevet tre tilfælde bizart hærværk med afføring lagt på steder, hvor det absolut ikke hører hjemme

Jens Hukiær
Dette er en modellort, og er altså ikke en af dem, der er fundet på Aalborg Katedralskole. Foto: Colourbox
Hærværk 5. september 2018 11:22 - Opdateret 6. september 2018 12:43

AALBORG: Tre tilfælde af en meget usædvanlig form for hærværk har ramt Aalborg Katedralskole de seneste uger.

Der er således fundet lort bag en radiator på skolen, i en gulvbrønd med strøm- og netstik til computere og senest i mandags i en vandautomat.

- Alle tre tilfælde er sket efter skolestart i august, fortæller rektor på Aalborg Katedralskole, Christian Warming.

- Vi er selvfølgelig gået i gang med at undersøge, hvad det er for noget. Vi snakker med eleverne i klasserne for at finde ud af, hvem er det, der gør det, og hvad handler det om. Jeg har også haft nogle elever til individuelle samtaler her på mit kontor. Der må være nogen, der ved noget, og så er det selvfølgelig med at finde dem og få dem til at fortælle, hvad de ved. Men lige nu står vi på helt bar bund både med hensyn til motiv og gerningsmand, erkender rektoren.

Snak om at udlove en dusør

Han kalder hele situationen absurd.

- Jeg har været rektor i 15 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Christian Warming.

Han oplyser, at der har været snakket om at udlove en dusør for oplysninger.

- Men det er ikke lige det, jeg synes, skolens penge skal bruges til, men det kan jo blive nødvendigt på et tidspunkt, hvis det her fortsætter, siger rektoren med henvisning til de mange lorte, der er dukket op helt forkerte steder.

- Vi er på ukendt terræn med hensyn til at håndtere den slags situationer. Men det, at vi er ude og spørge ind til, hvad det her er for noget, det håber jeg da kan være med til at sætte en stopper for det, lyder det fra Christian Warming.

Gætter på en challenge

Uden at have noget at have det i gætter rektoren på, at det kunne være en "challenge" mellem eleverne lidt a la den challenge, der kørte på Facebook med at hælde isvand over sig selv.

- Det kan også være en person, der er blevet sur, eller en, der synes, det er sjovt. Og det kan jo også være en, der har nogle psykiske problemer, gætter rektoren, der nogle dage godt kan tænke tanker om, hvad han møder ind til. Er der noget nu?

Rektoren vil helst ikke ind på eventuelle sanktioner, hvis gerningsmanden til det bizarre hærværk findes.

- Det er indlysende, at jeg ikke synes, at man som udgangspunkt kan blive ved med at gå her. Men omvendt, så skal man jo have alle aspekter belyst, vide hvem det er, og hvad det handler om, inden man lægger sig fast på en eventuel sanktion, konstaterer Christian Warming.

Han tilføjer, at hærværket ikke er meldt til politiet, da man helst vil ordne det internt på skolen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...