Lotte er slidt op

Kiærskou opgiver håndboldlivet et år før planlagt

VIBORG: Den 29-årige tidligere landsholdsspiller Lotte Kiærskou stopper håndboldkarrieren i Viborg HK et år før kontraktudløb. For få måneder siden sagde nordjyden stop på landsholdet, men nu er det altså også blevet tid til fuld stop for klubhåndbolden. - Jeg føler mig slidt fysisk, og jeg føler, at kroppen har brug for noget hvile, siger 29-årige Lotte Kiærskou til TV 2 Sporten. Hendes foreløbigt sidste kamp blev dermed den tredje og afgørende DM-semifinale mod Aalborg DH i Gigantium den 3. maj, hvor Viborg tabte 28-27. Den 29-årige frederikshavner afviser, at hun er træt af håndboldsporten, men kroppen kan ikke klare en sæson mere på højeste plan. - Derfor vil jeg også sige, at det ikke er ensbetydende med, at jeg aldrig vender tilbage. Det kommer an på, hvordan lysten og interessen og på, hvordan min krop vil reagere på pausen, siger Lotte Kiærskou til tv-stationen. Hun har tidligere luftet tanken om at blive træner, når den aktive karriere slutter. Fremover skal hun arbejde på fuld tid med undervisning og administration på Viborgs håndboldkollege. - Jeg går i gang med at fokusere på en trænerkarriere, og jeg er allerede i gang med nogle masterkurser, som jeg kan bruge i den forbindelse. Så må vi se, hvad der åbner sig af muligheder, og om jeg har lysten og modet på det, siger Kiærskou, der er uddannet lærer og mener, at den pædagogiske ballast kan hjælpe hende på vej mod trænerkarrieren. clausjen