Lotto-Henrik holder stor fest for vennerne

Danmarks nyklækkede Lotto-millionær Henrik Sørensen gør allerede nu alvor af sine planer om at berige sine venner med nogle af de knap 23 millioner kroner, han lørdag vandt i Lotto.

Aalborg 1. september 2006 00:09

I morgen slår han armene ud og byder velkommen til fest for 100 af sine venner. Festen foregår hos Hirtshals Bowlingcenter, og herfra lyder meldingen, at Henrik har booket hele centret, når han sammen med vennerne skal skeje ud. Mens centret har sørget for rigelige mængder af spiritus, breezere og vodka ice, som aftenens hovedperson har bestilt, så er der ikke gjort klar til så meget som en portion mad til gæsterne. Henrik Sørensen er kommet i centret gennem flere år. Enten for at bowle eller for at spille på spilleautomaterne. Han har også været medlem af den lokale bowlingklub og er, efter hvad NORDJYSKE erfarer, en habil bowlingspiller. Henrik Sørensen er hjemme i Hirtshals igen, efter for første gang i sit liv at have været i København, hvor han modtog sin check. Hjemme er tankerne blandt meget andet henledt på at få juridisk og økonomisk bistand af professionelle til bedst muligt at forvalte de mange millioner. - Jeg har da lige haft tid til at være hjemme og sove lidt i løbet af ugen, men der sker noget hele tiden, fortæller Henrik Sørensen, som glæder sig til at feste med Hirtshals. 1. sektion side 9

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...