EMNER

Lotto-millionær har meldt sig

Må vente tre uger på millionerne

AALBORG:Den Lotto-spiller, som lørdag ramte de syv rigtige vindertal efter at have købt en LynLotto hos Kirsten Heidelbach, Kirstens Tobakshandel i Sjællandsgade, har nu henvendt sig til Dansk Tipstjeneste. Morten Mauritson, der er informationsmedarbejder i tipstjenesten, oplyser, at vinderen af de 2.565.245 kroner henvendte sig med sin vinderkupon i løbet af mandagen. Den heldige, som delte lørdagens Lotto-pulje med en spiller i Viborg-området, ønsker at være anonym, og derfor kan Dansk Tipstjeneste ikke oplyse nærmere om vinderen. Den heldige må i øvrigt vente cirka tre uger på at få udbetalt gevinsten. Det skyldes et levn fra Lottos barndom, da Lottokuponerne skulle kontrolleres manuelt. Derfor var det nødvendigt med en tre ugers såkaldt protesttid, hvis der skulle være sket en fejl, og der pludselig kom en anden og gjorde krav på gevinsten. Morten Mauritson oplyser, at der ikke er tvivl om, at Lotto-kuponen fra Aalborg er i orden, men protesttiden skal udløbe, før alle pengene udbetales. Vindere kan dog få et forskud på op til 50.000 kroner, og mon ikke den heldige har benyttet den mulighed. Som omtalt i NORDJYSKE i går er det anden gang på godt ni år, at tobakshandler Kirsten Heidelbach i Sjællandsgade har lidt andel i en Lotto-topgevinst. Første gang i julen 1993 var vinderen en af Kirsten Heidelbachs faste kunder, og han ringede direkte til hende og fortalte om sit held. - Men det er ikke sket denne gang, og det ærgrer mig lidt, for man er jo altid lidt nysgerrig, siger Kirsten Heidelbach med et smil og tilføjer, at hun bare håber, at million-vinderen også denne gang er en af hendes faste Lotto-kunder.