Detailhandel

Lottofeberen raser

En gevinst på 102 millioner får thyboerne til at købe kuponer en masse.

Den enorme omsætning i lotto genererer store beløb til gode formål. Arkivfoto

Den enorme omsætning i lotto genererer store beløb til gode formål. Arkivfoto

102 millioner kroner skattefrit lige ind på bankkontoen. Dén mulighed har i denne uge fået en del thyboer til at strømme til kiosker og butikker for at sikre deres kupon, til når Danske Spil i aften, onsdag, udtrækker tallene i Onsdagslotto. LÆS: Dansker kan vinde 102 millioner kroner Allerede sidste uge var puljen rekordstor, men da ingen vandt hovedgevinsten, er der potentielt 102 millioner kroner på spil, en sikker Danmarksrekord, hvis en enkelt person løber med det hele. Det har fået kasseapparaterne til at gløde hos sælgerne. - Vi næsten tredoblede omsætningen i sidste uge. Det var ny rekord, og vi forventer, at salget overgår den rekord i denne uge, fortæller Thomas Nøhr Andersen, varehuschef i Føtex i J. P. Jacobsen Center. Ifølge varehuschefen er det realistiske mål at nå en omsætning på 50.000 kroner inden salget lukker onsdag eftermiddag. Jørgen Jensen, indehaver af Pitstop Thisted og Døgnkiosken Hurup, oplever også en forøget salg. - Der er en fantastisk interesse for at købe lottokuponer ud over det sædvanlige, for eksempel en del arbejdsplader og virksomheder, som går sammen om en kupon. Vi har allerede i denne uge mere end fordoblet omsætningen, siger Jørgen Jensen. Puljen må godt vindes nu Den øgede interesse fra spillernes side for også butikkerne til at lave nye salgsfremstød. I dag vil man således kunne købe kuponer ved en salgsstand i Føtex' foyer, og hos Jørgen Jensen er der oprettet anpartskuponer, hvor der spilles store systemer, som giver større vinderchancer, men også flere at dele en gevinst med. Men selvom det giver ekstra overskud, mener Jørgen Jensen, at puljen godt må vindes nu. - Det skal ikke være sådan, at folk mister modet over, at ingen vinder, så de til sidst ikke gider spille lotto igen. Så selvom vi har haft et par gode salgsuger nu, er det snart på tide, at gevinsten ryger af sted, siger Jørgen Jensen.