Aalborg

Louis Becker ny adjungeret professor

UDNÆVNT:Arkitekt og direktør Louis Becker, Henning Larsen Architects, har fået tildelt titlen som adjungeret professor ved Aalborg Universitet. Beslutningen er truffet af Akademisk Råd ved Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet. Louis Becker har i mange år haft en nær tilknytning til landets arkitektskoler og fungeret som underviser og censor i både Aalborg, Århus og København. Louis Becker er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen i Århus, hvor han tog afgang i 1989. Han blev ansat hos Henning Larsen Architects i 1989 og har siden 2005 været direktør med ansvar for det internationale marked. Louis Becker har fungeret som drivkraft i en række danske og internationale projekter. Han er et efterspurgt navn internationalt, hvor han sidder i mange internationale juryer. Kendskab og adgang til den nyeste viden og udvikling er afgørende for arkitektur. Louis Becker er således netop udnævnt som nyt medlem af Advisory Board på Danmarks Tekniske Universitet – Institut for Byggeri og Anlæg. Henning Larsen Architects har for nylig indledt et samarbejde med Teknologisk Institut om at skabe fremtidens lavenergi-bolig, EnergyFlexHouse. Afstanden mellem forskernes resultater og deres anvendelse i byggeriet er kort i dette projekt.