Snedsted

Louise har et drømmejob

- Vi er nødt til at ligne nogle, der mener det. At det er godt at tage det stille og roligt.

Louise kompolitis har tidligere udført massage på samlebånd for forskellige virksomhedskunder. Hun synes derfor det er luksus at kunne koncentrere sig om få behandlinger i en rolig atmosfære.

Louise kompolitis har tidligere udført massage på samlebånd for forskellige virksomhedskunder. Hun synes derfor det er luksus at kunne koncentrere sig om få behandlinger i en rolig atmosfære.

Louise Kompolitis farer ikke rundt for at nå en hel masse, når kurbadet er åbent. Hun viser gæsterne rundt, byder på køligt vand eller frisk frugt. Finder stille og roligt sine ting frem og blander de rigtige cremer. For afslapning og velvære handler i høj grad om at skabe den rette stemning. Af ro, renhed og overskuelighed. - Det er en lillepigedrøm at få lov til at gå hele dagen og beskæftige sig med duftende cremer, siger Louise, der er uddannet massør. Tidligere har hun arbejdet i København, hvor hun udførte massage på samlebånd som medarbejdergode i forskellige virksomheder. Heldigvis bragte kærligheden hende til Thy, hvor hun nu bor i Snedsted. I november sidste år åbnede Sydthy Kurbad. Et moderne etablissement – med en bred vifte af behandlinger, afstressende aromadufte og varme bade. - Det her job er en fantastisk mulighed her i Thy. Det er ren luksus at få lov til at være med til at præge sådan et sted fra starten, siger hun. Louise Kompolitis og de andre tre ansatte - tre massører og en kosmetolog - tilrettelægger selv deres arbejdsskema, sådan at der også er plads til andet end at møde kunderne. - Vi får også lov til at videreudvikle os, i stedet for at man kun kan sin massage til hudløshed, siger Louise. Det faste personale har således lært sig de kompetencer, der skal til for at udføre velværeydelser som voksbehandlinger, manicure og pedicure. Eller mere specielle ting som La Stone massage. Mange af kunderne vælger almindelig massage – oftest når de har fået ondt et eller andet sted. - Vi prøver at snakke med kunderne om at forebygge. Det er 20 gange mere værd. Louise og de andre prøver at ”sælge” nogle af de mindre kendte velværebehandlinger som for eksempel tyrkisk bad, hvor kroppen skrubbes med en handske af viskose, bomuld og hestehår på den opvarmede hamamsten. - Mange bruger det lige inden de skal på ferie, så de kan tage afsted og blive solbrune med en ren, glat og ny hud, siger Louise Kompolitis.