Retspleje

Lov altid det bedste værn?

Regeringen har besluttet sig for en symbollovgivning, der skal forbyde juridiske dommere at bære religiøse beklædningsgenstande såsom tørklæder, kalot, turban og kors.

Jeg er enig i, at religiøse symboler skal holdes ude af retssalene for at sikre, at dommere ikke bare dømmer neutralt, men også opfattes som neutrale og upartiske af parterne i en retssag. Der er bare ikke behov for en lov, for der er ingen, der er utrygge ved domstolene i dag. Dommerne nyder stor tillid i befolkningen, og der er ingen dommere med provokerende religiøs påklædning i den danske dommerstand. Så regeringen skyder langt over målet i denne sag. En lov er ikke altid det bedste værn. Det egentlige problem af religiøs karakter, vi står over for i det danske samfund, er et ganske andet. På grund af dårlig integration, mange års laden stå til og en alt for blød og eftergivende holdning over for religiøst motiverede antidemokratiske bevægelser, oplever vi i disse år en stigende radikalisering inden for visse dele af det muslimske mindretal. Men her viger regeringen tilbage. Senest foreslog Ny Alliance at stille krav om, at trossamfund, der vil nyde skattemæssige privilegier, skal arbejde aktivt for demokrati og integration. Det kunne regeringen ikke støtte. Ej heller et forbud mod en erklæret anti-demokratisk bevægelse som Hizb-ut Tahrir vil man gå med til. Men en symbolsk lov mod tørklæder i retten, det tør man godt. Når regeringen endelig gør noget, vælger man den forkerte sag og den forkerte løsning. Man kan nemlig godt være troende muslimsk kvinde og gå med tørklæde og samtidig være demokrat, tro mod retsprincipperne og leve som en velintegreret lovlydig borger. Og det danske retssystem har fostret mange dygtige advokater og dommere med jødisk baggrund, selvom jødedommen er lige så meget en lovreligion som islam. Det antidemokratiske sindelag – den fundamentalistiske tankegang – kan man ikke se udenpå. Den sidder indeni. Det er ikke tørklædet, men kvinden under tørklædet, jeg bekymrer mig for, som jeg plejer at sige. Med regeringens lovinitiativ kommer vi ikke ind under tørklædet. Man fokuserer på overfladen og ignorerer det grundlæggende. Regeringens forbud vil hverken styrke retssystemet eller svække islamisterne. Og det er ikke godt i en tid, hvor demokratiet netop har brug for at slå fra sig. Jeg tror, at mange danskere har en indforstået fornemmelse af, at demokratiet er forankret i den kulturkristne arv og er uforgængeligt og evigtvarende, så længe danskerne forbliver et kristent folkefærd og holder fast i et kristent udgangspunkt. Den fornemmelse kan jeg som muslim af gode grunde ikke dele. Og jeg tror heller ikke, det er rigtigt. Men det er den opfattelse, som dikterer blandt andre Birthe Rønn Hornbechs forsvar for kristne symboler i retten, og dermed hendes indirekte accept af tørklædet – for man må jo ikke diskriminere. Og så kører hun i grøften. Forsvaret for demokratiet og retsstaten skal og kan nemlig ikke længere føres med kristendommen som banner. Der var engang, men den tid kommer ikke igen. Danmark skal være et åbent, venligt og attraktivt samfund for både kristne, jøder, muslimer hinduer, buddhister og almindelige ateister og agnostikere. Vores fælles grundlag er demokratiet, og det skal vi sammen uanset religiøs overbevisning forsvare indædt og med hvæssede kløer. Det gør vi ikke med symbollove, men med ordentlig integration og konsekvent modstand mod fundamentalisterne, hvor vi ser dem.