Lokalpolitik

Lov må ændres

Ethvert valg i Danmark er en demokratisk proces, hvor alle valgbare og stemmeberettigede kan afgive deres stemme.

Derfor lyder det som et paradoks, at de mennesker, der har deres arbejde ved en kirke, kordegne, kirketjenere, gravere, kirkegårdsarbejdere og andre, ikke kan vælges ind i eget menighedsråd. Hvis der virkelig findes en lov, der udtrykker en sådan forhindring, er den en tåbelig lov, som bør laves om. Det kan da kun være en fordel for et menighedsråd, at dets medlemmer er interesseret i kirkens arbejde og gennem dette arbejde har indsigt i hele kirkens funktion. En ansat ved kirken kan i visse sager være inhabil. I sådan situationer kan vedkommende blive bedt om at gå uden for døren, mens den pågældende sag behandles. Større er problemet ikke, og derfor bør den udemokratiske lov laves om. I forbindelse med valg til menighedsråd kan mulige sognebåndsløsere vælge at udøve deres valgret i den menighedsrådskreds, hvor sognebåndsløserpræsten er ansat. Det kan virke problematisk. På enkelte lokaliteter i landet er det forekommet, at temmelig mange har løst sognebånd til en bestemt præst i et omfang, at sognebåndsløserne - som jo blot er gæster i et for dem fremmed sogn - har kunnet opnå flertal i menighedsrådet, hvilket ikke uventet har skabt uro og har været utilfredsstillende for menighedsrådskredsens fastboende medlemmer. Gennem en del år har en sådan situation været til stede i Skt. Markus sogn i Aalborg, og på det seneste er vi blevet bekendt med en lignende situation i Kristkirkens sogn i Kolding. Ikke uventet har Biskoppen over Haderslev stift, Niels Henrik Arendt, set det urimelige i det stedfundne misbrug af demokratiet. Tilsyneladende er der ikke sket noget lovbrud; men dersom sognebåndsløsere kan overtage dominansen i et menighedsråd, hvor de ikke bor, synes det indlysende, at den berørte lov skal laves om, så den svarer til loven om valg til kommunalbestyrelser; her kan naturligvis alene borgere med bopæl i kommunen udnytte deres stemmeret og blive valgt.