Retspleje

Lov skal sikre ret i Thisted

Torsten Schack Pedersen (V) mener, at en lovændring er eneste farbare vej til at sikre intentionerne i retsreformen. Øvrige folketingskandidater fra Thy bakker op

Torsten Schack Pedersen, der er medlem af Folketinget for Venstre og valgt i Thisted-kredsen, vil nu gå lovgivningens vej for at sikre, at retsafdelingen i Thisted benyttes i langt højere grad end i dag. - Det, vi forventede ved retsreformen, har man ikke levet op til. Derfor er en lovændring nu den eneste farbare vej, siger Torsten Schack Pedersen. Antallet af sager ved retten i Thisted er ifølge ham halveret det seneste år, hvilket betyder, at mange tiltalte, vidner, advokater og politifolk jævnligt skal rejse til Holstebro. Retsreformen og dens konsekvenser for retten i Thisted var et af de varme emner ved Demokrati i Thys vælgermøde i Vestervig torsdag aften. Henry Dahlgaard, en af tilhørerne, opfordrede politikerne til at sætte procenter på, hvor mange sager, der skal behandles i Thisted. Ib Poulsen (DF) lovede at stille spørgsmål om procenter til justitsministeren, og såvel han som Tage Leegaard (K) gav udtryk for, at retsplejeloven bør ændres. Ib Poulsen vil tilbage til "egen ret heroppe". Simon Kollerup (S) var ikke sikker på, at "vi skal bruge energi på at komme i en anden retskreds" men var enig i, at der er alt for få sager i Thisted. - En dommer kan ligeså vel køre i bil som et vidne kan, sagde socialdemokraten. Torsten Schack Pedersen siger, at han har sikret sig resten af sit partis opbakning via udspillet "Danmark i bedre balance". Hvordan skal lovændringen sikre, at flere sager behandles ved retten i Thisted? - Det letteste vil være at sige, at det, der ikke tidligere skulle til landsretten, skal behandles lokalt. Men hvordan det juridisk skal afgrænses, må vi finde ud af. Hovedsagen er, at lokale sager med lokale vidner skal afvikles lokalt, siger Torsten Schack Pedersen, der "hurtigst muligt" vil stille forslag i Folketinget om lovændring, hvis han bliver valgt.