Retspleje

Loven bør være mere præcis

Lena Renate Lauritsen vurderer, at hun om to og et halvt år når frem til, at den norske adoptionslov er for upræcis

Den norske adoptionslov bør måske være lidt mere præcis for at undgå de store forskelle, der i dag er i begrundelserne fra Fylkesnemndene, men helt undgå skøn i sager, der omhandler børns tarv, kan man ikke. Cand. jur. Lene Renate Lauritsen, der på universitetet i Tromsø er i gang med en doktorafhandling om bortadoption, er en af de forskere, der igennem årene har været optaget af bortadoption mod forældrenes vilje, altså det vi i Danmark kalder tvangsbortadoption, og hun afviser ikke at blive kaldt skeptiker. Trods indvendinger mod elementer i loven fra 1993, der afløste den gamle fra 1953, der ikke direkte talte om tvangsbortadoption men ifølge en Højesteretsdom fra 1982 gav hjemmel til det, er hun alligevel ikke modstander af tvangsbortadoption. - Det er et vældigt ansvar Norge påtager sig ved som et af få lande af praktisere det, men det kan være godt for det enkelte barn. Jeg tror dog, at mit doktorgradsarbejde, som jeg venter færdig om to og et halvt år, vil resultere i, at jeg foreslår visse ændringer i loven i retning af at blive mere præcis, siger Lene Renate Lauritsen. Udgangspunktet for denne udtalelse er, at hun har fundet, at Fylkesnemndene motiverer deres tilsagn til adoption meget forskelligt. - Forskellene tyder på, at retstilstandene på dette område er noget uklar. Jeg tror, at de ulige opfattelser skyldes, at loven ikke klart nok fortæller, hvornår forældrene kan fratages forældreansvaret. Loven siger bare, at ansvaret kan fratages. (Som er en forudsætning for bortadoption - red.), forklarer Lene Renate Lauritsen. Lige som loven siger, at adoption kan gives, når det er til barnets bedste. - Hvor nærtstående må for eksempel en adoption være for at forældreansvaret skal kunne fratages, og i hvilke andre tilfælde bør ansvaret kunne fratages, spørger Lene Renate Lauritsen. Hun mener også, at der er grundlag for at se nærmere på, om biologiske forældres uheldige indgriben i plejehjemmene skal have konsekvenser, som det undertiden er tilfældet, lige som hun gerne vil se nærmere på, hvornår det er rimeligt at tale om, at kontakt mellem barn og de biologiske forældre er skadelig. Selv om Lene Renate Lauritsen mener, at den nuværende lov ikke er særlig præcis, værger hun sig mod at sige, at den giver rum til for megen skøn. - Skøn er helt nødvendig i den slags sager. Omvendt er der noget, der tyder på, at den konkrete anvendelse er påvirket i lidt for høj grad af den enkeltes mening, og dén skal ikke være afgørende. På baggrund af en opfordring fra Højesteret har Lene Renate Lauritsen forsket i muligheden for at give barn og biologiske forældre ret til samvær også efter en adoption. Og meget talte for. - I mange sager har jeg set, at Fylkesnemnda må vælge mellem at give barnet adoption eller at give det fortsat mulighed for kontakt til sine biologiske forældre. - Begge muligheder, adoption og kontakt med de biologiske forældre, kan i konkrete tilfælde være til barnets bedste, og det må da kunne hævdes at være den bedste løsning, hvis begge hensyn varetages samtidig. Blandt andet talte det vigtige biologiske princip i Børneværnsloven for denne løsning, lige som at forældre ofte accepterer ikke at have den daglige omsorg mod at have samvær/kontakt med barnet. Også den kendsgerning, at adoption giver tryghed, stabilitet og kontinuitet talte for en adoptionsbevilling. Mod denne løsning talte imidlertid blandt andet, at barnet fortsat ville have to sæt forældre at skulle forholde sig til, at færre plejefamilier måske ville være interesserede i at adoptere - men også at en sådan bestemmelse ville kunne øge antallet af samtykker til adoption. Lena Renate Lauritsen var så meget i tvivl om fordele og ulemper, at hun nåede frem til ikke at anbefale en ændring. På spørgsmål til Lena Renate Lauritsen om, hvor stor vægt man skal tillægge udsagn fra børn helt ned til 7-8 års alderen, siger hun: - Det er et vældigt vanskeligt spørgsmål. Det skyldes, forklarer hun, at Den Europæiske menneskerettighedsdomstol i Strassbourg i en sag mod England har sagt, at en sag ikke var god nok, da den ikke havde hørt på et barn på 5 år. - Det er en vældig skummel udvikling, for man kan jo selv tænke sig, hvor loyal en 5-årig er. Og hvem er kompetent til at spørge så små børn og tolke deres mening? Der er så mange vanskelige problemstillinger i det. Tanken er jo, at give barnet større indflydelse men jeg tror, at man i stedet påfører dem et vældigt stort ansvar. Men faktum er, at domstolen i Strassbourg endnu en gang rører ved den norske adoptionslov.