Lovende udsigter for narkodømt

Fire års fængsel kan gøre 24-årig mand fra Nørresundby til fuldgyldigt medlem af Hells Angels

Narkokriminalitet 25. september 2002 08:00

TERNDRUP: - Det var da dejligt, lød det fra den 24-årige Rasmus Johnsen, efter at han i går ved retten i Terndrup havde modtaget en dom på fire års fængsel for narkohandel. Reaktionen kom, efter at dommer Dorthe Petersen med ordene "ja, nu er det slut" netop havde sat punktum for et yderst kort retsmøde, og den afspejler nok en vis lettelse over, at sagen nu er slut - i hvert fald for hans vedkommende - men, som anklageren, vicepolitimester Philip Pagter, antydede, måske også, at dommen kan blive adgangsbilletten til at blive medlem af Hells Angels. - Du er ikke fuldgyldig endnu, spurgte anklageren undervejs, og da tiltalte bekræftede dette, konstaterede han videre: - Nå, men så bliver du det måske nu?! Det var ikke den eneste antydning af forbindelse til rockergruppen, som politiet i hvert fald mener, Rasmus Johnsen er tilknyttet, men dommer Dorthe Petersen nøjedes med at forholde sig til sagens fakta. Rasmus Johnsen erkendte selv at have solgt i alt 800 gram amfetamin og 1300 ecstasypiller til Hans Damgaard Poulsen, som for et par uger siden blev idømt seksogethalvt års fængsel som den centrale person i den store østhimmerlandske narkosag, der med gårsdagens dom har kostet 22 mennesker tilsammen knap 43 års fængsel. Den 24-årige ville dog hverken over for politiet eller i retten i går oplyse, hvor han selv havde fået stofferne fra. Han ville heller ikke oplyse navne på dem, der havde været aftagere af de tre kilo hash, som han havde solgt til "venner og bekendte", eller den portion dopingmidler, som ifølge den nu dømte blev afsat til personer i omgangskredsen. Alt i alt tog det mindre end tre kvarter at afgøre sagen. Godt 20 minutter brugte anklageren og forsvarer Bent Holmberg, Aalborg, til at oprulle sagens fakta og vurdere, hvad de hver for sig mente, var en rimelig straf. Herefter bevilgede dommeren sig selv et kvarter til at votere, hvilket viste sig at være alt rigeligt, og efter at have brugt ventetiden til at hyggesnakke med fem venner, der var mødt op som tilhørere i retten, kunne Rasmus Johnsen efter knap 40 minutter forlade retten i selskab med to civilklædte politifolk. Han skal fortsat være varetægtsfængslet, som han har været det siden 10. april, de første otte uger i isolation. Philip Pagter gik med til at ophæve besøgskontrollen over ham, og også på et andet punkt viste anklageren eftergivenhed. Rasmus Johnsen påstod nemlig, at han ikke, som han ellers stod tiltalt for, havde sparket en pressefotograf, da denne ville tage et billede af ham ved retten i Aalborg. Her var han 2. april rendt efter "frokost til Jønke" (tidligere leder af Hells Angels, red.), og på vej ind i retten igen var han altså stødt ind i fotografen. - Han siger, du sparkede ham flere gange, sagde Philip Pagter. - Jeg sparkede kun ud efter kameraet. Jeg mener ikke, jeg ramte ham, sagde den nu dømte. Enden på den debat blev, at Philip Pagter uden større sværdslag ændrede tiltalen til hærværk i stedet for vold. Udover de fire års fængsel må Rasmus Johnsen aflevere i alt 60.400 kr., som dels er konfiskeret fortjeneste ved narko- og dopingsalget, dels kontanter, der blev fundet ved politiets ransagning på hans bopæl i Nørresundby. Endelig må han erstatte skaderne på det kamera, han ødelagde.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...