Lovgivning for firkantet

Vi må jo ikke tage menneskets frie vilje fra dem – vi lever i et demokratisk samfund, og hurra for det. Men er vi mon ikke nået derhen, hvor vi er ved at miste respekten, ansvarligheden og omsorgen for mennesket, fordi vi partout mener, at vi skal overholde en lovgivning, der for flere årtier burde være kigget efter i sømmene? Der vil altid være grænsetilfælde, hvor vi må være fleksible, sætte mennesket højere end lovgivningen i stedet for at lade stå til. 17.10. læste jeg om mordbranden, der havde fundet sted kort før jul sidste år. Datteren til den 80-årige kvinde, der indebrændte sagde: "Det var systemet snarere end end den psykiske syge mand, der skulle have været på anklagebænken". Der blev påpeget af chefsygeplejerske Helle Jørgensen fra Aalborg Psykiatriske Sygehus: "Vi har ikke begået nogen fejl, og derfor har vi heller ingen grund til ændre på nogen procedurer." Hun bakkes op af formanden for amtets socialudvalg Bent Pedersen. Ak ak, det er jo latterligt, fordi man ikke har gjort nogle fejl, kan man da godt bruge den indvendig side af hovedet, tænke selvstændigt, træffe gode beslutninger til gavn for det stakkels menneske, der lider – til gavn for familien, der også lider og har det forfærdeligt. Hvis dette er holdningen, vil det jo præge systemet hele vejen nedefter og udefter, og sætte nogle helt klare begrænsninger for selvstændigt tænkende mennesker. Jeg har gudskelov i enkelte tilfælde set stærke, modige mennesker træffe beslutninger på tværs af lovgivningen, når det var tilrådeligt. Dette her må vi ikke acceptere. 7.9. læste jeg et interwiev med Peter Kramp, overlæge på Justitsministeriets Rets-psykiatriske klinik , hvor han bl.a. omtaler en sag, hvor manden havde slået konen ihjel. Konen var svært alkoholisk, og når hun havde drukket i lang tid, fik hun diarré. Jeg gengiver "Hele lejligheden var svinet til af den voldsomme diarré, og manden fór rundt og vaskede. Det hjalp ingenting, og sengen og alt andet var svinet til. Han havde ringet efter ambulancen og lægevagt, men hun ville ikke i behandling, så de måtte køre igen". Ja, og i desperation slår han hende ihjel. Vi må formode, at det slet ikke er første gang, manden oplever sin kone på denne måde. Der er nok en fortid, hvor mange ting er oplevet, og nu er det så blevet nok. Ambulance og læge bliver tilkaldt Manden føler sig magtesløs og ønsker at få sin kone indlagt, forståeligt nok, for hvad skulle han ellers gøre? Konen ønsker ikke at blive indlagt, nej, selvfølgelig, hun er jo ikke ved sine fulde fem, og hos manden går der simpelthen en klap ned. Jeg forstår ham udmærket. Hvem svigtede der? Vi må ikke acceptere dette. Og så er der hende den gamle kvinde på 90 år, som har været tyranniseret af sin mand igennem hele sit liv, og som havde muligheden, da hun var helt ung til at gå, men hun havde to små børn, og tiden den gang var meget anderledes, så hun valgte at blive. Hendes selvværd blev mindre og mindre, og efter at børnene forlod hjemmet, blomstrede mandens psykopati rigtig op. Han spillede det elskelige og hjælpsomme menneske i den ydre verden og indenfor hjemmets vægge blev han mere og mere rå og bestemmende. Hans samlermani blev større, så nu var det ikke kun aviser, der fyldte huset i bjerge, nej, alt skulle gemmes, selv de tomme dåser, der havde været kattemad i, måtte ikke smides ud. I deres hjem står der stadig 60 flyttekasser, der aldrig er blevet pakket ud, der er bl.a. kvindens tøj i. Kasserne har stået der i 15 år, og hjemmet er en svinesti, intet mindre. Hjemmeplejen siger til de pårørende: Vi kan intet gøre. Hvis kvinden ikke ønsker at flytte eller manden siger ja til at komme på plejehjem, kan vi intet gøre. Manden er psykisk syg og tilmed også dement nu, men "normal åbenbart". Kvinden kender kun til ondskab, har intet at sætte i stedet, er hjernevasket, at hun ikke kan og heller ikke tør bryde ud af det. Er hun normal og har hun sin frie vilje? Vel har hun ej. Bør vi ikke hjælpe både kvinden og manden? Hvorfor bliver de så ikke hjulpet? Lovgivningen efterleves åbenbart total firkantet, og det er jo lettere at overholde den, end at tænke på menneskets ve og vel. Hvor er lægen så henne i denne her sag. Ja, men han er jo pot og pande med manden, som med sit psykopatiske sind kan snøre lægen, og hvor de pårørende gang på gang er kommet til kort. Er dette embedssvigt, ja det er det i allerhøjeste grad. Der er noget galt med lovgivningen. Lad os nu få ryddet op i det en gang for alle, og skulle jeg få tilbud om at medvirke, vil jeg gøre det med stor glæde. Vi må alle sammen være meget mere medansvarlige – vi må tænke i andre baner. Hvordan har mennesket det bedst, hvilke muligheder vil være til størst gavn. Fransisca N. Torpsdal, Østkystvejen 344, Voersaa, er bestyrelsesmedlem i Albæk Venstre Vælgerforening. E-mail: fransisca.torpsdal@mail.dk.