Musik

Lovlig musik skal fremmes med Netmusik

Masser af hits på biblioteket

FREDERIKSHAVN: Kunstnere og biblioteker vil i fællesskab fremme musik på nettet og lovlig download af musik. I spidsen går kendte kunstnere og bands som ambassadører for Bibliotekernes Netmusik www.netmusik.dk. Bibliotekernes Netmusik er det sted, hvor folk kan finde eksempler på både den nyeste musik og på den ældre musik med over 100.000 musikindspilninger, og kunstnerne vil nu selv være med til at promovere deres musik som ambassadører for en ny formidlingsform via bibliotekerne. "Træk et nummer, download og lån musik på netmusik.dk". Sådan lyder sloganet på samarbejdet mellem de danske biblioteker og musikere. - Mange lånere kender måske ikke netmusik.dk, og de mange muligheder tilbuddet rummer. Det er lovligt, det er nemt og det giver adgang til et "arkiv" af guldkorn fra den danske såvel som den udenlandske sangskat, direkte fra lænestolen, siger vicebibliotekar Kirsten Møller. Bibliotekernes Netmusik indeholder 112.000 musiknumre med adgang via Internettet fra danske og udenlandske CD-udgivelser fra 1982 og frem til i dag. Alle musikkens genrer er repræsenteret, så man kan lytte til alt fra Carl Nielsen til Elvis, Ataf og Bikstok Røgsystem, og repertoiret bliver løbende udbygget. - Man kan foretage lån af enkelte tracks med en låneperiode på enten en dag eller syv dage. Ordningen gælder for borgere, der bor i en kommune, hvor biblioteket har tilmeldt sig Bibliotekernes Netmusik. Låneren skal bare registrere sig som bruger på biblioteket. Lånetiden begynder i det øjeblik, hvor man spiller musikken første gang, og musikfilerne holder simpelthen op med at virke, når lånetiden er udløbet. Hvis man har lånt et stykke musik og efterfølgende gerne vil købe det, er der også henvisninger til mulige handelssteder fra ens statusside på nettet, siger hun. Bibliotekernes Netmusik åbnede for tilmelding fra bibliotekerne 01.09.04 og der er nu 124 aktive biblioteker tilmeldt. Brugerne har via bibliotekerne adgang til 112.000 tracks, et antal der stadig øges. Bibliotekernes netmusik nås via hjemmesiden på det lokale folkebibliotek eller på www.bibliotekernesnetmusik.dk eller www.netmusik.dk - og vil man vide mere, er det blot at gå på Frederikshavn Bibliotek og spørge bibliotekarerne Annette Rugholt Carlsen eller bibliotekar Per Gammelgaard.