Lovløsheden har gyldne tider

POLITI:"Kræfterne kunne bruges anderledes", skriver NORDJYSKE (6.11.). Alle disse spildte kræfter, repræsentanterne for Politiforbundet i Danmark - kontra politikere på Christiansborg, bruger på at skændes og iøvrigt bekrige hinanden, kunne være brugt mere konstruktivt på forbrydelser i dette land. Politiforbundet mener, der bliver begået en straffelovsovertrædelse hvert minut. Og kun hver femte bliver opklaret. I Hjørring Politikreds ligger opklaringsprocenten år efter år på indbrud på en-to. Mig bekendt er der ca. 500 indbrud i denne politikreds hvert år, og opklaringen er så ca. 8 stk. ud af de. ca. 500! Godt gået. Det rykker! Om de manglende resultater skal vurderes ud fra konstante intriger, magtmisbrug eller mangel på samarbejde får vi nok aldrig svar på. Mit personlige gæt er, at det har naturligvis lammet de politimæssige opgaver i meget svær grad, ingen tvivl om det. Og et gæt mere: Hjørring Politikreds er nok ikke enestående. Magtsyge og intriger er meget udbredt. For få år siden var der alvorlige samarbejdsvanskeligheder med Aalborgs tidligere politimester Finn Larsen og nuværende folketingsmedlem Gudrun Laub (dengang hos Aalborg politi). Dette hadefulde forhold har kostet skatteydere mange millioner. Og denne bekrigen hinanden på topplan har haft negativ afsmitning på det øvrige personale i denne politistat med stagnation, mangel på effektivitet og ikke mindst begrænset interesse for arbejde og resultater. Havde disse hovedpersoner været ansatte i en privat virksomhed, var de blevet præsenteret for det røde kort, så snart de var en belastning for samarbejdet. Inden for det private arbejdsliv er spillereglerne ganske klare - og koster godt det samme. Politiarbejder kører på vågeblus p.g.a. afspadsering efter den uhyrlige, hysteriske massive afdækning under EU- formandsskabet i København 2002. Denne passen på promenente personer har kostet os enorme summer. Med efterfølgende manglende opklaringsarbejde. Lovløsheden har gyldne tider! Ekstra politiarbejde kan politiet ikke klandres for. Men politietaten skal ikke have tilført flere midler. Der skal en rationalisering/effektivisering til! Og hvad ligner det, at f.eks. en så lille politikreds som Frederikshavn har så meget arbejde med asylansøgere, som kriminalinspektør Jørgen Hansen udtaler 6.11.: "Vi har for nylig haft folk i Beograd (Jugolavien), og vi kan ikke bare nøjes med en enkelt eller to mand. Af sikkerhedsmæssige grunde kræver flyselskaberne, at der eksempelvis er fem politifolk til en familie på fem". Hvorfor foreslår politiet ikke Lene Espersen og Bertel Haarder og Co. samle disse asylansøgere i et militærfly f.eks.? Ærlig talt, jeg har aldrig hørt om noget så belastende. Jeg græmmes. Vi Fremskridtspartiet er med "hele vejen rundt", og vi er vågne og resultatorienterede. Vi finder os ikke i denne slendrian! Politiforbundet i Danmark udtaler i en helsides (6.11.): "At spare på tryghed er dummere end politiet tillader!" Det lyder lidt flot, men det ville klæ' politiforbundet, hvis de gjorde deres indflydelse gældende m.h.t. besparelser og mere effektivitet. Det er der brug for. Men det er nok her som så mange andre steder inden for det offentlige: Bare det kører i min tid!