Retspolitik

Lovtravl dag

Folketingsmedlemmerne sad klar ved knapperne fra morgenstunden i går, for der var en del at se til. På den sidste dag inden sommerferien skulle en række af samlingens store kontroversielle love vedtages plus alt det løse. 47 forslag ialt. Det betød, at de meget omtalte skattelettelser kom i hus. Det samme gjorde de øgede fartgrænser på motorvejene, og det udskældte gebyr på dankortet. Justitsminister Lene Espersen (K) fik også sin rockerlov igennem med stort flertal, selvom den standhaftige trojka bestående af retsordførerne Elisabeth Arnold (RV), Anne Baastrup (SF) og Line Barfod (enh.) var klar med deres velkendte kritik af loven. Det fik Venstres retsordfører Birthe Rønn Hornbech til at udbryde: - Jeg er ved at være træt af den her debat. Tingene er klart reguleret i loven. Det eneste, der er betænkeligt, er alle de usandheder, man skal høre, alt det sludder og vrøvl om anonyme vinder. Det er for ringe og ærgerligt. Det fik trojkaen på banen med modanklager om 'smagsdommeren over alle smagsdommere'. - Kan Fru Birthe Rønn Hornbech ikke bare indrømme, at hun har en dårlig dag - eller en dårlig sag, sagde Anne Baastrup. Helt uventet fik et forslag fra Dansk Folkeparti om at standse lukning af små sygehuse sat gang i en længere diskussion mellem Birthe Skaarup (DF) og Lone Møller (S). Da det forslag langt om længe blev stemt ned, begyndte forsamlingen at sige 'buuh', da Lone Møller atter gik på talerstolen for at agitere for bedre madkvalitet på sygehusene. Det forslag havde nemlig på forhånd heller ikke flertal, og medlemmerne var ivrige efter at komme på sommerferie.