Loyale arbejdsmænd for klubben

Aars 1. februar 2005 05:00

} HÆDER: En god kammerat og en ukuelig ildsjæl. Det er bare et par af de mange kvaliteter, der med god grund blev hæftet på klubmedlemmerne Lars Jakobsen og Jens Larsen, da de forleden blev udnævnt til årets Aars HK'ere og fik overrakt henholdsvis ungdomspokalen og seniorpokalen i forbindelse med klubbens generalforsamling. Lars Jakobsen var længe i tvivl, om han skulle spille håndbold eller fodbold. Håndbolden vandt, og det er klubben begejstret for. Lars Jakobsen kvalificerede sig sidste år til kredsholdet for JHF kreds 2, og karakteriseres i klubben både som en god kammerat, og som den der ikke tøver med at gå forrest for sit hold under kampen. Seniorpokalen landede hos en rigtig ildsjæl, der slet ikke kan lade klubarbejdet være. Jens Larsen modtog den blandt andet for sin indsats i ungdomsudvalget, og for arbejdet med at indrette redskabsrum i forbindelse med den nye hal, utrætteligt salg af målaktier i ungdomsafdelingen, forplejning ved træningslejre og meget, meget mere. } NØDHJÆLP: De har spillet banko og samlet ind på anden vis. I går overrakte brugerne af Aktivitetscentret i Bymidten i Aars høsten af sliddet til Lions Club i Aars ved en lille højtidelighed i Bymidten. Tidligere ejendomsmægler Svend Jørgensen var manden der overrakte de 6000 krone, der i løbet af den seneste måned er blevet samlet ind. Beløbet er øremærket til hjælp for de nødlidende efter katastrofen i Sydøstasien.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...