LTF-advokat klager over forbud: Det er problematisk

Advokat Michael Juul Eriksen, der repræsenterer LTF, undrer sig over det foreløbige forbud mod banden.

Kriminalitet 4. september 2018 09:48 - Opdateret 4. september 2018 10:03

Advokaten, der skal repræsentere Loyal To Familia i opløsningssagen, ryster på hovedet over, at Rigsadvokaten har givet grønt lys til politiet til et foreløbigt forbud mod banden.

- Vi påklager det allerede i dag (tirsdag, red) til Rigsadvokaten og beder om opsættende virkning på klagen. Vi synes, at det er stærkt uheldigt, at politiet uden domstolsprøvelse kan forbyde en forening, udtaler Michael Juul Eriksen.

Det er blandt andet på grund af sagens store omfang, at man undrer sig over det foreløbige forbud.

- Det kommer til at tage årevis at føre sagen, og den ender jo nok i Højesteret. Og man kan jo ikke være sikker på, hvordan sagen ender. Derfor synes vi ikke, det er rimeligt at forbyde på forhånd, udtaler advokat Michael Juul Eriksen.

Det er Københavns Politi, der tirsdag oplyser, at man har fået grønt lys af Rigsadvokaten til at nedlægge et foreløbigt forbud mod banden, inden spørgsmålet endeligt skal afgøres ved domstolene.

Det vides ikke, hvornår sagen skal for retten.

Michael Juul Eriksen fortæller, at hans klienter ikke er specielt overraskede over det foreløbige forbud.

- De tænkte bare, at det var et spørgsmål om tid. Jeg er godt klar over, at det er en meget stor pr-sag for Justitsministeriet, så jeg mener, at den her afgørelse var truffet på forhånd.

Han oplyser, at det foreløbige forbud ikke ændrer det store for medlemmerne af LTF.

- Jeg tror ikke, at de vil fare ud og håndhæve det med det samme. De afventer nok lige, hvor klagen ender.

- Det her ændrer jo ikke på, at det stadig er mennesker, der eksisterer og kender hinanden, så det er en bizar situation.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...