Lucas Bjerregaard sigter efter mirakelrunde

Lucas Bjerregaard leverede endnu en god runde ved Made in Denmark. Han kan skimte toppen før finalerunden.

Ritzau
Lucas Bjerregaard jagter ved Made in Denmark sin anden European Tour-sejr. Han vandt sin første i 2017 ved Portugal Masters. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Golf 1. september 2018 16:54

Lucas Bjerregaard har spillet stabilt gennem hele Made in Denmark-turneringen. Lørdag leverede han endnu en god runde og er nu samlet 11 slag under par.

Han følte sig godt tilpas og sluttede af med en birdie. Noget der med hans egne ord ville få aftensmaden til at smage en del bedre.

- Jeg slog godt med min driver, og så kan man angribe den her bane. Det var et skridt i den rigtige retning, siger Bjerregaard.

Han blander sig så småt i topstriden og ligner det bedste danske håb, men det vil kræve en superrunde søndag, før han kan gøre sig forhåbninger om trofæet.

- Jeg kommer til at være et godt stykke efter, så der skal lidt af en mirakelrunde til. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, det er helt sikkert, siger han.

Først sent lørdag eftermiddag, når alle har spillet runden færdig, vil det stå klart, hvor langt Bjerregaard er fra toppen.

Han skal derfor lige hjem og analysere på lørdagens runde, før han sætter sig et endeligt mål.

- Nu ser vi, hvad de andre ender på, og så kan jeg nogenlunde regne ud, hvad jeg skal gøre for at vinde. Jeg ved, jeg skal ud og lave rigtig mange birdies, siger Bjerregaard.

Søren Kjeldsen var en anden dansker, der før lørdagens runde lå godt til i tabellen.

Han gik ud og slog fem birdies i lørdagens runde og ligger stadig godt til samlet. Han vil dog ikke sætte sig noget mål inden søndagens finalerunde.

- Det er ikke en god idé at sætte loft på. Det bruger jeg ikke så meget, siger Kjeldsen.

Efter fredagens runde fortalte han, at han havde skruet på intensiteten i sit spil. Det hjalp igen lørdag.

- Intensiteten var god. Jeg var langt mere afslappet ligesom fredag. Det har en positiv effekt på mit spil, siger Kjeldsen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...