Lucas Jensen er klar til gamle kendinge
Vendsyssels superligadebut mod OB bliver en stor udfordring for oprykkerne
FODBOLD: Søndag står slaget mellem Vendsyssel og OB, der altså er vendelboernes debut i Superligaen. Dermed venter en hård kamp for klubben, der har tilbragt de seneste år i NordicBet Ligaen.
En af de Vendsyssel-spillerne, der kender søndagens modstander ekstra godt, er Lucas Jensen. Han har tidligere repræsenteret fynboerne.
- Det bliver en stor udfordring. Jeg kender mange af dem, og de er nogle gode fodboldspillere. De er gode på kuglen, og hvis vi ikke står ordentligt, kan vi godt komme til at løbe efter dem. Men vi har forberedt os godt på dem, siger kantspilleren.
Lucas Jensen har i forvejen 48 superligakampe på CV’et. Men flere i Vendsyssel-truppen spiller sine første minutter i Superligaen. Det bekymrer dog ikke cheftræneren.
- Jeg har selv prøvet at spille min første superligakamp, da jeg var 20 år. Det er en drøm, der går i opfyldelse for mange af dem. Jeg er sikker på, at de er enormt sultne og glæder sig til at bevise, at de har niveauet. Det kan jeg mærke. Det drev os sidste sæson, og det driver os nu, siger Jens Berthel Askou.
Vendsyssel mangler kun Marcus Solberg og Allan Høvenhoff til kampen mod OB. De sidder over med skader.
Alexander Juel Andersen, Daniel Christensen, Sebastian Czajkowski, Jeppe Svenningsen, Sander Fischer, Mads B. Mikkelsen og Seyi Adekoya er med i truppen og kan få officiel debut for Vendsyssel.
Kampen spilles på Nord Energi Arena i Hjørring klokken 14.00.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.