Lucas pressede DM-favorit

Der var drama til det yderste, da Hjørring Golf Klub lagde baner til de danske mesterskaber i slagspil for såvel mænd som kvinder.

Golf 1. august 2010 20:47

Mændenes konkurrence viste sig hurtigt at blive en tvekamp mellem spilleren, som betegnes som Danmarks bedste amatørspiller, Morten Ørum Madsen, Silkeborg, og så det nordjyske stortalent, 18-årige Lucas Bjerregaard, Frederikshavn. Nordjyden lagde bedst ud, førte med tre slag efter de første to runder, men var indhentet, da de skulle ud på finalerunden. Her var Morten Ørum Madsen suverænt godt spillende, og skaffede sig fem slags forspring midtvejs. Men så fandt Lucas Bjerregaard sit storspil frem, og på sidste hul indhentede han midtjyden, så de to måtte ud i omspil for at afgøre DM-titlen. Den duel trak ud, for de var lige på såvel første-, andet- som tredje omspilshul. Men på fjerde kom Lucas Bjerregaard for kort ind til greene med sit indspil, og så afgjorde Morten Ørum Madsen sagen til sin fordel. Begge spillere gik de fire gange 18 huller i 13 slag under banens par, og var syv slag foran bronzevinderen, Michael Kærgaard Nielsen, Silkeborg. Hos kvinderne vandt Sara Monberg, Juelsminde med to slags margin til Julie Finne-Ipsen, Skovlunde, og med Rikke Høy Falsner, Københavns Golf Klub som bronzevinder yderligere et slag efter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...