EMNER

Luciabrude i optog tre steder

} JULEOPTOG: Hele tre steder kan man i morgen opleve et Luciaoptog i kommunen. I Øster Hornum og Suldrup er det ved store julefester for landsbyen, mens det i Thingbæk Kalkminer er gjort til en del af en sær-åbning udenfor sæsonen. I Suldrup kommer egnens nye sognepræst Lene Laursen til sit embedes første store julefest i Stenbohallen. Her skal hun fortælle en julehistorie. Men hun er langt fra den eneste attraktion. Julemanden vil gøre hvad han kan for at stjæle opmærksomheden og det vil diverse boder og Gert Degns musik også. I Øster Hornum Hallen kan man høre et nisseban og danse omkring juletræet med den travle julemand. Pia Thimm vil hæve både stemmen og stemningen med gospelsang. Thingbæk Kalkminer har fået tradition for at lade eleverne fra Lynghøj Efterskole stå for Lucia-optoget, og det sker også i år. Her kan man i tilgift høre Per Iversen spille trompet, ligesom Rebild Spillemændene dukker op og spiller løs. Der tændes også godt 3.000 fyrfadslys rundt om i gangene, og skulle man mod forventning kede sig, kan man prøve at tælle hvor mange flagermus, der sover vintersøvn på væggene.