Lucy videre trods stemmekvaler
Flotte ord på vejen til den norske pige fra Thy der måtte kæmpe med en overanstrengt stemme

Lucy Mardou skal optræde igen næste fredag. Foto: Scanpix Scanpix Denmark
KØBENHAVN:Den nordjyske deltager i DR TV’s X Factor, Lucy Mardou, der til daglig er bosat i Thy, måtte kæmpe hårdt for at komme helskindet gennem sin sang ved fredagens X Factor.
Men det lykkedes, og sms-stemmerne sendte hende direkte videre
Lucy Mardou var besværet af en overanstrengt stemme og lød nærmest hæs, da hun efter at have sunget The Clash-nummeret ”London Calling” tog imod publikums hyldest og også fik fine ord med på vejen af de tre dommere.
- Det var vildt at høre dig i det her nummer. Du er en transformationsfigur og optræder pludselig i læderjakke. Du er en fin fin sanger, men jeg havde nok ventet noget andet af dig, sagde Blachmann.
Også Line Rafn havde regnet med en mere stille og knap så rocket sang fra den nordjyske X Factor-deltager.
- Jeg har måttet sluge en kamel. Jeg havde nok set en anden sang fra dig. Men du bliver mere og mere sexet og nærværende, og du drukner ikke i alt det hurlumhej, der foregår omkring dig, sagde Line Rafn.
Remee var selv sagt stolt af Lucy Mardou.
- Det er et teatralsk vildt nummer, og det er bestemt ikke nemt at lave, det du har gjort, men du kæmper, og du fortjener folks stemmer, sagde han bl.a.
Det blev Man Band, der måtte forlade X Factor med dommerstemmerne 2-1. Kun Blachmann ville beholde de tre mænd i konkurrencen ved den endelige afgørelse.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.