Lokalpolitik

Luffe: Genopbyg kvægtorvet et andet sted

Socialdemokraternes 13. mand råber med fra udskiftningsbænken

AALBORG:Pil kvægtorvet ned sten for sten og genopfør bygningen et andet sted i byen. Rådet kommer fra Luffe Horndal, første reserve til den socialdemokratiske byrådsgruppe. Men selv om han må nøjes med en tjans på bænken, kan han slet ikke lade være med at kæfte op. - Vi har sendt rigeligt med gamle, smukke bygninger til Den Gamle By i Århus. Selv om det er sparetider og det er dyrt at pille ned og genopbygge, bør vi have råd til at bevare kvægtorvet her i Aalborg. Det vil være en meget fattig by, som ikke har råd til det, siger han. I det hele taget synes Luffe Horndal, at det siddende byråd bør være langt bedre til at passe på byens kulturværdier og alle de andre ting, som gør Aalborg til det, byen er. En af de ting, han er allermest øm over, er fjorden. - Som vinterbader irriterer det mit øje, at Casa Nova byggeriet ved Egholm færgelejet er bygget helt ud til vandkanten. Kunne man da for pokker ikke have trukket byggeriet to hundrede meter tilbage, så der havde været frit udsyn vest ud over fjorden. Det værste eksempel på dårlig planlægning langs fjorden er efter Luffe Horndals opfattelse byggeriet mellem jernbanebroen og Limfjordsbroen, hvor det ene kontorpalads ligger lige ved siden af det andet, og hvor der stort set ikke er et levende øje langs fjorden. - Smask da for pokker nogle husbåde i den kanal, der blev lavet, da området blev udstykket. Det vil da give noget liv, mener Luffe Horndal. Han vurderer, at der er plads til en snes husbåde i kanalen. Også gerne en restaurationsbåd. Teknisk forvaltning har netop udsendt en debatfolder om placering af husbåde. Men Luffe Horndal mener ikke, der er nogen grund til at betænke sig. - Området er endda blevet endnu mere dødt, efter at kommunen har indført betalingsparkering. Naturligvis er der ingen, som vil betale for at parkere der, medmindre de er på besøg. Efter min opfattelse er parkeringsvagterne i Aalborg alt for emsige, når de går og noterer turister for at parkere ulovligt en sen aften. Luffe Horndal har selv fået p-vagternes emsighed at føle. Han lod en aften bilen stå i området mellem broerne, da han ikke rigtigt var i stand til at køre hjem til Nørresundby. Tidligt næste formiddag, da han kom for at hente bilen, sad der en "venlig hilsen" fra parkeringskontrollen, selv om køretøjet var det eneste i miles omkreds. - Jeg mener ikke det nogensinde har været meningen, at automaterne og parkeringskontrollen skal fungere som en pengemaskine. Ikke desto mindre er det tilfældet, og det indtægterne er endda indregnet i budgetterne. Generelt synes Luffe Horndal, som kun var fem stemmer fra at komme i byrådet ved sidste valg, at der er for meget kræmmermentalitet i den byudviklingspolitik, der føres i Aalborg. Han efterlyser lidt mere langsigtede visioner. En undtagelse er Musikkens Hus, som efter hans mening vil give byen et gevaldigt løft både kulturelt og arkitektonisk. Derimod behøver byrådet ikke have så travlt med at få bygget en tredje Limfjordsforbindelse, mener Luffe Horndal. Og da slet ikke en Lindholm- eller en Egholm-linjeføring, mener Luffe Horndal. - Lindholm-linjen ser vældig pæn ud på billeder. Men den vil være altødelæggende for miljøet i vestbyen. Folk, der er i tvivl, kan jo bare tage over til motorvejen i Nr. Uttrup, hvor bilerne drøner forbi hele tiden. Nej, lad det forslag dø hurtigst muligt. Luffe Horndal er overbevist om, at en udvidelse af den nuværende motorvej ved Limfjordstunnelen vil kunne klare trafikken de næste 20 år. Så kan politikerne, når tiden nærmer sig, begynde at snakke om en tredje forbindelse. - Det tager kun 10 minutter at køre fra min bopæl i Nørresundby til posthuset i Algade midt i Aalborg, hvis det sker uden for myldretiderne. Så det er fuldstændig overdrevent at snakke om trafikproblemer. Selv om Luffe Horndal på mange punkter er uenig med det eneste nye socialdemokratiske byrådsmedlem, Rasmus Prehn, er han alligevel fuld af lovord om ham. - Det er dejligt at opleve, at han siger sin mening, uanset om nogle bliver sure. Jeg håber, at han bliver ved med det. Jeg kan godt savne, at nogle af de øvrige byrådsmedlemmer markerer sig med deres personlige holdning til de forskellige sager. Det kan godt ske, at de udfører et stort stykke arbejde i udvalgene. Men det er altså også nødvendigt, at de fortæller offentligt, hvad de mener. Luffe Horndal sad selv i byrådet i perioden 1994-1998, hvor han de sidste måneder mere eller mindre blev tvunget til at trække sig efter noget uorden i bogholderiet på familie- og aktivitetscentret Trekanten, hvor han var leder. Ikke at Luffe Horndal havde taget af kassen eller snydt. Regnskabet lå bare og rodede lidt. Luffe Horndal, der nu driver et opholdssted for unge, har endnu ikke afgjort med sig selv, om han vil forsøge et comeback til den lokalpolitiske arena. - Der er jo lang tid til næste valg endnu, konstaterer han. Men ét er sikkert. Hvis Luffe Horndal beslutter sig for at opstiller og bliver valgt, har han tænkt sig at sige sin uforbeholdne mening. Uanset om det gør ham populær eller ej.