Luften gået ud af ideologisk byrådsduel

Borgmester tvivler på, at ny ordning nogensinde vil blive brugt

Socialforhold 15. september 2002 08:00

HALS: Hvad der i begyndelsen lignede en klassisk ideologisk duel mellem de borgerlige og venstrefløjen i Hals Byråd, har nu udviklet sig til en sag, hvor der er fuld enighed over hele linien - og hvor borgmester Bent Sørensen (S) i dag har lidt svært ved at forstå, hvorfor der egentlig opstod storm om sagen. Det hele drejer sig om, hvorvidt kommunen vil være indstillet på at betale for en persons sygdomsbehandling i det private sygehusvæsen, hvis de forskellige muligheder for en sådan behandling inden for det offentlige sygehussystem er udtømte. Da sagen i sin tid blev behandlet første gang i socialudvalget, stod de borgerlige og socialdemokraterne stejlt over for hinanden. De borgerlige ville gerne have føjet det nævnte tilbud til kommunens vifte af servicetilbud, men socialdemokraterne sagde nej, fordi de frygtede, at et ja ville være med til at underminere det offentlige sygehusvæsen. Kun en forundersøgelse i det private system kunne S-folkene på dét tidspunkt være med til. Sagen blev derefter sendt til behandling i økonomiudvalget, hvor den prompte blev sendt retur til fornyet behandling i socialudvalget. Og her bød den genoptagede sagsbehandling så på en overraskelse, idet socialdemokraterne nu pludselig godt kunne acceptere også at skulle betale for en sygdomsbegandling. Det skete dog med det klare krav, at hver enkelt sygdomssag kom til politisk behandling i udvalget, før der blev givet et endeligt grønt lys til at få den syge behandlet i det private system. Da sagen så forleden kom til behandling i økonomiudvalget på ny, var der igen bred enighed, og borgmester Bent Sørensen er som nævnt nu forundret over, hvorfor sagen har været så vanskelig at håndtere. - Jeg er glad for, at det her ikke ender med en ideologisk krig, for sagen er jo den, at det er amtet, der betaler for sygdomsbehandlingen, medmindre der i det private system er tale om et behandlingssted, som amtet ikke har overenskomst med, siger han og fortsætter. - Det vil jeg betegne som lidet sandsynligt, for amtet har overenskomster med mange forskellige behandlingssteder - også i udlandet. Derfor vil det kun være i yderst få tilfælde - om overhovedet nogle - hvor vi kan komme til at betale, og spørgsmålet er så, om vi vil, når amtet ikke vil. Men sker det, så får vi i hvert fald i udvalget mulighed for at behandle den givne sag i socialudvalget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...