Udland

Lufthansa varsler omfattende aflysninger efter strejke

Luftfartsselskabet har reserveret 2500 hotelværelser i Frankfurt efter varsling om stor strejke i Tyskland.

Det tyske luftfartsselskab Lufthansa advarer fredag om omfattende aflysninger de kommende dage, da kabinepersonale indleder en uge med strejker i en langvarig kamp om besparelser.

Besparelserne skal sænke selskabets omkostninger for at stå bedre overfor konkurrenterne.

Kabinepersonalets fagforening, UFO, siger, at dets medlemmer begynder arbejdsnedlæggelsen fredag klokken 14 dansk tid. Det sker til at starte med i Frankfurt og Düsseldorf, hvorefter flere ventes at følge lørdag.

På grund af det korte varsel forventer luftfartsselskabet, at et stort antal passagerer strander i Frankfurts lufthavn. Derfor er der blevet reserveret 2500 hotelværelser i byen, skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Strejken fredag ventes at vare ni timer til klokken 23, lyder det i en udtalelse efter en langvarig strid om løn og regler for pension.

Fagforeningen ventes at brede strejkerne ud til flere forskellige lufthavne over de næste syv dage med en gentagelse af strejkerne i Frankfurt og Düsseldorf lørdag.

Lufthansas base i München forventes dog ikke at blive ramt i denne weekend, da der stadig er skoleferie i de sydlige dele af delstaterne Bayern og Baden-Württemberg.

Desuden er der "ingen industrielle aktioner planlagt hele lørdag, da størstedelen, som rejser den dag, vil gøre det privat", lyder det fra fagforeningen.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.