Naturkatastrofer

Lufthavn klar til askesky-kaos

Nyt vulkanudbrud på Island kan ramme europæisk lufttrafik, og Aalborg Lufthavn er klar med særligt beredskab.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det røde felt viser, hvor askeskyen har lammet flytrafikken mandag.

Vulkanen Grimsvötn i Island er gået i udbrud og har sendt en askesky højt til vejrs over Island, og foreløbig har askeskyen medført lukning af luftrummet over Island og dele af Grønland. Sidste år lammede et andet islandsk vulkanudbrud stort set hele det europæiske luftrum i dagevis. Så galt er det ikke gået denne gang - ikke endnu. Men allerede nu er også flytrafik fra Danmark berørt - de fly, der flyver over Island. Iceland Express har netop en flyrute fra Aalborg via Keflavik på Island og videre til New York i USA. Men - første flytur i år er 15. juni, altså om tre uger. Inden da kan situationen have ændret sig. Aalborg Lufthavn følger nøje med i varslingerne fra den danske flyvesikringstjeneste Naviar, og herfra er der foreløbig ingen tegn på, at det danske luftrum vil blive generet af den nye askesky fra Island. Situationen kan dog hurtigt skifte alt efter, hvordan vinden blæser. Aalborg Lufthavn er parat, hvis askeskyen fra Island igen betyder stop for flyvninger til og fra Danmark. - Så vil ekstra mandskab blive sat til at passe telefoner i vores trafikkontor, fortæller kommunikationschef Rikke Mølgaard fra Aalborg Lufthavn. Da askeskyen sidste år lammede det danske luftrum, fik Aalborg Lufthavn et hav af telefonopkald. - Vi havde virkelig mange henvendelser, som var svære at svare på, husker Rikke Mølgaard. Den service vil lufthavnen forsøge at forbedre, hvis der igen bliver askesky-problemer. Flypassagerer opfordres til at følge askesky-udviklingen i pressen og på lufthavnens hjemmeside www.aal.dk . Man kan også følge askesky-situationen på Naviars webside .