Lufthavne kæmper mod afgift

Bornholmerne bedre stillet end nordjyder, selv om de kommer hurtigere end os til København med tog

Lufthavne 19. september 2002 08:00

AALBORG: - Den statslige passagerafgift på indenrigsflyvning forringer vores konkurrenceevne og virker manipulerende på markedsmekanismerne. Det mener Peter Bay, lufthavnschef i Esbjerg og formand for sammenslutningen af danske lufthavne, Dansam. Foreningen er efterhånden så sur på den passagerafgift, som regeringen i sin tid indførte for at fremme især togdriften, at man nu retter en samlet henvendelse til trafikminister Flemming Hansen (K) i et forsøg på at få afgiften fjernet. Afgiften er 75 kr. på en enkeltbillet og altså 150 kr. for en retur, og som nævnt her i avisen tidligere oprører den efterhånden mange sind. I går citerede vi således Dansk Industri for at frygte, at indenrigsflyvningen i Danmark er på vej mod lukning. Naturligvis frygter lufthavnene også denne udvikling: - En del af lufthavnene har mistet passagerer og nogle af os har helt mistet vores indenrigsrute, fordi grundlaget for den er faldet væk, og det hænger blandt andet sammen med billetprisens størrelse. Vi må konstatere, at den økonomiske smertegrænse efterhånden er ved at være nået, siger Peter Bay, der mener, at afgiften er en urimelig belastning af flytrafikken til fordel for andre transportformer. Men den rammer ikke lige hårdt andre steder. Når der anvendes fly med højst 20 sæder, er passagerafgiften halveret, og det har ruten Thisted-København glæde af. Endnu bedre er det for bornholmernes vedkommende. Da passagerafgiften blev indført, afskaffede regeringen nemlig lufthavnsafgiften i Rønne Lufthavn, der er statsejet. Så nok blev der lagt 75 kr. på i passagerafgift på billetterne, men samtidig fjernede man lufthavnsafgiften på 90 kr. Baggrunden var, at Bornholm blev betragtet som udkantsområde og så trafikalt sårbar, at øboerne skulle have positiv særbehandling. Det har de stadig, selv om de med Øresundsbroen nu er trafikalt bedre stillet end nordjyderne. Eksempelvis tager det 4.10 timer med lyntog og 4.47 timer med IC-tog at nå fra Aalborg til København H. Fra Rønne til hovedstaden varer turen kun 3.03 timer med IC-tog. Disse oplysninger har vi forelagt Peter Bay, som bekræfter rigtigheden, men som i øvrigt ikke ønsker at kommentere forholdet. Men sagen er da også, at DSB, som med afgiften på flyrejser skulle hjælpes til at få flere passagerer med over Storebælt, har fået langt flere passagerer end ventet. Derfor finder både lufthavnene, Dansk Industri, LO i Nordjylland, de nordjyske arbejdsgiverorganisationer, erhvervsudviklingsrådene og Aalborg Universitet det på tide at få fjernet afgiften.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...