Lufthavne overså kniv i håndbagagen

Sverige 11. september 2002 08:00

STOCKHOLM: Kort før årsdagen for terrorattentatet i USA er det lykkedes journalister fra den svenske avis Aftonbladet at få en stor lommekniv og bl.a. en neglesaks og en spids neglefil igennem sikkerhedskontrollerne i fem nordiske lufthavne, heriblandt Københavns Lufthavn. Aftonbladet skriver, at det også lykkedes at få genstandene igennem Arlanda-lufthavnen i Stockholm, og at det har fået lufthavnen til at skærpe sikkerheden. Avisens journalister afprøvede sikkerheden i ni lufthavne i Sverige samt Københavns Lufthavn mandag - blot to dage før et-årsdagen for angrebet i New York og Washington, hvor selvmordsterrorister kaprede fly og brugte dem som missiler mod Pentagon og World Trade Center. I Kastrup lå den store lommekniv gemt i kameratasken, og den blev ikke opdaget. Heller ikke i lufthavnen i Västerås, hvor en mand for nylig blev anholdt med en pistol, som han ville have med om bord i et fly, blev kniven opdaget. Derimod blev journalisterne stoppet i Sturup ved Malmö, i Kristianstad, i Landvetter ved Göteborg, Bromma ved Stockholm og i indenrigslufthavnen i Arlanda. Ved udenrigsafgangene i Arlanda reagerede sikkerhedskontrollen imidlertid ikke på hverken en stor multilommekniv, en neglesaks, en neglefil eller en pincet, selv om det på en plakat ved checkindskrankerne i Arlanda meddeles, at "våben og genstande, der kan anvendes som stikvåben, ikke må medtages i håndbagagen". /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...