England

Luftpost fra England

Velgørenhedsballon fra England endte i Jerup

JERUP:Hvordan sender man noget fra det sydlige England til det nordlige Jylland? En måde er at benytte Royal Mail og Postdanmark. Men der er andre måder, hvis man ikke gider at gå på posthuset, og man gerne vil spare frimærket. Brug for eksempel en heliumballon. Det gjorde en ni-årig pige fra Bideford i det sydlige England, og det med stor succes. Ballonen tog nemlig hele turen over Nordsøen for til sidst at lande i en have på Trinkærvej udenfor Jerup. Her bor Kristian Thomsen, som fandt ballonen ved den idylliske sø, der ligger ved hans hus i Tolshave. En sø, han gerne starter dagen med at kigge på, mens morgenkaffen nydes. - Hvis der er kommet et nyt muldvarpeskud, ser jeg det. Jeg ser enhver forandring på min jord. Og en morgen kunne jeg se, at der lå noget hvidt og blafrede på den anden side af søen. Overraskende Men Kristian Thomsen blev noget overrasket, da han fandt ud af, hvad det var, der lå og flød ved hans sø. - Sammen med resterne af en ballon var der en seddel, hvor der stod "Great Balloon Race" og en adresse i England, og jeg tænkte, at det var da utroligt, hvis den var fløjet helt fra England, fortæller Kristian Thomsen, mens husets kattekilling dovent nyder solen i vindueskarmen. På sedlen stod et nummer, og finderen blev opfordret til at sende et brev til en skole i England og fortælle, hvor ballonen var blevet fundet. Kristian Thomsen sendte fluks et brev afsted. Der gik en uge. Der gik en måned uden, at Kristian Thomsen hørte noget, men efter knap to måneder kom der svar. - Der kom en stor kuvert med avisudklip om balloneventyret fra den lokale engelske avis, brochurer og en Cd med skolens kor som tak for mit brev. Jeg synes, at det var flot, at de gad at gøre sig den ulejlighed. Jublende ni-årig Men Kristian Thomsens brev havde også vakt forundring og jubel i Bideford i det sydlige England, hvor ballonen var sendt fra. Den var sendt afsted sammen med en masse andre balloner som en del af et velgørenhedsarrangement på Grenville College. Man kunne købe en heliumballon, og den, hvis ballon nåede længst, ville så få en præmie. Så ni-årige Cara Nichols var meget glad for Kristian Thomsens brev. Ingen andre balloner var nået som langt som hendes, der altså tog hele turen over Nordsøen. - Jeg havde krydset fingre for, at min ballon ville nå længst, men jeg havde aldrig drømt om, at den ville nå helt til Danmark, står der i et af de avisudklip, Kristian Thomsen fik tilsendt. Cara Nichols gevinst var et gavekort til et lokalt indkøbscenter, og det glæder Kristian Thomsen: - Jeg er uddannet klubpædagog og har haft meget med børn at gøre. Så jeg ved, hvor meget glæde en ni-årig har af sådan et eventyr. Og jeg glæder mig over hendes glæde. Men hele historien kunne nemt være gået meget anderledes. - Bare tænk hvis ballonen var landet 200 meter længere væk fra huset ude i buskadset. Så var det ikke sikkert, at den nogensinde var blevet fundet.