Fodbold

Luftslag endte med mavelanding

Koncerndirektør ser sig selv som en konsulent i sin sidste tid i AaB

AALBORG:Tom Matthiesen, koncerndirektør i AaB A/S, vil ikke kommentere, om han føler sig degraderet eller kørt ud på et sidespor i kølvandet på torsdagens luftslag gående på muligheden for at få flyselskabet SAS som ny hovedsponsor i AaB A/S efter sommerferien. AaB A/S-ledelsen med bestyrelsesformand Per Søndergaard Pedersen følte sig sent torsdag aften tvunget til at sende et dementi ud, der i klare vendinger fastslog, at der IKKE forhandles med SAS om et hovedsponsorat på nuværende tidspunkt. Det skete i kølvandet på, at Ritzaus Bureau havde interviewet Tom Matthiesen, der stopper i jobbet som koncerndirektør 15. juni, om emnet og sendt en artikel ud til brug i diverse medier landet over. - Jeg ser ingen grund til at kommentere det yderligere, og jeg ønsker ikke at kommentere, om det skal ses som en degradering af mig, siger en fåmælt Tom Matthiesen dagen derpå. - Han blev fejlfortolket - Tom Matthiesen er blevet fejlfortolket i historien fra Ritzau. Det kom nærmest til at fremstå, som om, vi var tæt på en aftale med SAS om et hovedsponsorat, eller at vi forhandlede med SAS om et hovedsponsorat. De ting er ikke korrekte, siger Per Søndergaard Pedersen. Tom Matthiesen får som bebudet ikke lov til at gøre forhandlingerne med en ny hovedsponsor i AaB A/S færdig. Den opgave er placeret i hænderne på den nye salgsdirektør i AaB A/S, Jan Larsen, og yderligere kommentarer i forholdet mellem AaB A/S og SAS skal komme fra Per Søndergaard Pedersen. Det fastslog AaB-ledelsen allerede i dementiet, der blev sendt ud torsdag aften. Alligevel ser Per Søndergaard Pedersen ikke den dribling i kulissen som en reprimande eller løftet pegefinger til Tom Matthiesen. - Nej, det vil jeg ikke kalde det. Han er blevet fejlfortolket, og det er det, vi gerne vil ud med. Vi er en børsnoteret virksomhed, og vores aktionærer ville kunne fejlfortolke det her i stil med det, der skete i pressen i torsdags, pointerer Per Søndergaard Pedersen. Sagen bliver ikke mindre ømtålelig af, at SAS fortsat forhandler med Divisionsforeningen om en eventuel forlængelse af det navnesponsorat, flyselskabet har i Superligaen, frem til 30. juni, og her er forhandlingerne gået lidt i hårdknude. På rejse med familien - Jeg har sidste arbejdsdag i AaB 15. juni, og frem til den dato står jeg til rådighed for de opgaver, den nye bestyrelsesformand i AaB A/S, mener, jeg kan bidrage med noget til. Jeg ser mig selv som en slags konsulent for bestyrelsesformanden i min sidste tid i AaB, pointerer Tom Matthiesen. Per Søndergaard Pedersen siger: - Tom har et ønske om at gøre sit arbejde færdigt pænest muligt i AaB A/S. Han vil gerne yde en indsats for AaB, hvis han kan, på en række områder. Nu har vi imidlertid udnævnt en ny salgsdirektør, og det er vigtigt, at kompetencen til at forhandle et nyt hovedsponsorat på plads ligger hos ham, siger formanden for AaB A/S-bestyrelsen. - Jeg har fået flere henvendelser om et nyt job, men der er intet afklaret om min fremtid lige nu. Det bliver også først aktuelt efter nytår. Vi (Tom Matthiesen og familien, red.) tager ud at rejse i efteråret, og så må se, hvad der derefter sker, slutter Tom Matthiesen.