Luftsteg og vindfrikadeller

Det er en kedelig oplevelse at blive inviteret til offentliggørelse af finanslovsforslag hos Anders Fogh og Thor Pedersen.

Overenskomster 1. september 2007 20:54

Selvom de er kendt for at være særdeles påholdende, havde jeg alligevel håbet på, at de ville holde ord og leve op til alle løfter fra de seneste uger. At en invitation til overdådig velfærdsbuffet, viser sig at være luftsteg og vindfrikadeller er både pinligt og ærgerligt. Regeringen er ikke i stand til at indfri alle de løfter, den har stillet i udsigt. Regeringen har kun afsat 1,6 mia. kr. til sin kvalitetsreform, og mange af disse penge er oven i købet taget fra allerede afsatte midler – blandt andet puljen for bedre kvalitet i dagtilbud. Regeringen giver med den ene hånd og tager med den anden. Et illusionsnummer så stort, at Thor Pedersen minder umiskendeligt om professor Tribini. Konkret mangler regeringen stadig at anvise pengene til akutbehandling af kræft, som statsministeren ellers skyndte sig ud at love kort tid efter, at S havde stillet forslaget. Skulle folk have for vane at tro på, hvad statsministeren rent faktisk siger på sine pressemøder, kan de altså godt skynde sig at tro om igen. Heller ikke statsministerens nyeste forslag om, at der maksimalt skal gå 15 minutter, fra man ringer efter en ambulance, til den ret faktisk kommer, er medtaget i regeringens finanslovsforslag. Statsministeren har åbenbart haft så travlt med at love i øst og vest efter, at han er kommet hjem fra sommerferie, at han har glemt at få det hele med. Men hvor stiller det de mange nordjyder, som ret faktisk havde set frem til 15 minutters responstid på ambulancer? Det er ikke godt nok! Endelig må det vække kolossal undren, at regeringen slet ikke har taget højde for, at store grupper af offentligt ansatte har gjort et berettiget krav på højere løn. Selvom regeringen har sagt nok så mange gange, at dette er et anlæggende for arbejdsmarkedets parter at forhandle ved overenskomsten – og det er jeg enig med regeringen i, så ændrer det altså ikke ved, at pengene skal være sat af på budgettet, hvis de skal kunne bevilliges. I regeringens finanslovsforslag er kun afsat et stort rundt nul til alle de social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, politibetjente, skolelærere m.fl. der helt berettiget har sat næsen op efter højere løn. Men Thor Pedersen har selvfølgelig også givet udtryk for, at disse grupper allerede tjener mere end rigeligt, og at de offentligt ansattes opråb er det rene klynkeri. Statsminister er kendt og berygtet for sit evige mantra om, at der intet er at komme efter. Det er der heller ikke i regeringens finanslovsforslag. Kun luftsteg og vindfrikadeller!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...