Lugten er det værste

Flemming Larsen er manden, der rydder op i livets skyggesider. Han har hentet mere end 1000 døde mennesker i sin Falck-bil

EMNER 24. december 2004 05:00

- Jeg vænner mig aldrig nogensinde til de ture. Udmeldingen kommer hverken pivet eller klynkende, men roligt konstaterende. Den 36-årige redder Flemming Larsen fra Danmarks største Falck-station i Hvidovre har kørt med mere end 1.000 døde mennesker – præcist hvor mange ved han ikke. Men mindst 10 om måneden i de 16 år, han har været redder. På stort set hver vagt kommer en melding indholdende talkombinationen 86-07. - 86-07 er rustvognen. Så sker det rent mentalt, at man lige tænker "Åh nej, hvad nu?". Men så snart jeg er ude af bilen, bliver jeg til en robot, der passer mit arbejde, fortæller Flemming Larsen. Hvert år dør masser af danskere, uden at nogle savner dem. Nogle gange går der dage, uger, måneder og faktisk år, inden de bliver opdaget. Flemming Larsen er en af dem, der rydder op. Til daglig kører han ambulance og arbejder som Falck-redder. Men af og til fjerner han de døde, som ingen har et tilhørsforhold til. På nethinden har han billeder, som få almindelige mennesker har set. Opsvulmede, væskende, rådne, mumificerede skabninger, der engang har været levende mennesker. Miderne følger med - Lugten er det værste. Jeg plejer gerne at dække den dødes ansigt af med et lille håndklæde. Jeg bryder mig ikke om at se deres stirrende øjne. Men lugten kan du ikke fjerne. Den kan ikke beskrives, før man selv har lugtet den. Selv om jeg har maske på, der dækker hele ansigtet, kan jeg have den siddende i timevis, hvis jeg er kommet til at snuse ind. Måske er det også noget psykisk, funderer Flemming Larsen. Blandt redderne er der en hård jargon. Vogn 86-07 kaldes "knogleraketten", de døde har mange øgenavne alt efter, hvor "forurenede" de er. "Forurenede" er termen for, hvor meget i opløsning de er gået. - Der kan være stor forskel. De største er de værste. Jo større de er, jo hurtigere går de i opløsning og forrådnelse. Hvis de er små, mumificerer de hurtigere. Så bliver huden helt sort, fortæller Flemming Larsen. Om sommeren er det værst. - Hvis vedkommende er død i den varme tid….hvor et vindue har stået åbent – så er der fluer over det hele, og de kommer ind alle steder. Jeg er kommet til at sluge sådan et par stykker, selv om jeg havde maske på. Der er mider ud af øjenhulerne. De følger med, når du flytter liget. Så kommer de sådan henover gulvet, siger han og lader håndens fem fingre løbe hen over bordet og runder den af med: -Jeg har set insekter, som jeg ikke anede fandtes… Når han ankommer, ifører han sig den hvide heldragt og sin halv- eller helmaske alt efter, hvor slemt det ser ud. - Jeg har af og til undret mig over, hvordan de får det rent igen? Nogle gange ligner det…ja, man fatter ikke, hvordan det kan blive til lejlighed igen. Som at flytte grød Selve flytningen af liget har han efterhånden oparbejdet en rutine i. - Hvis der er noget, man IKKE gør, så er det at forsøge med et snuptag. Det kan man bare ikke, så risikerer man, at huden ryger af. Det kommer selvfølgelig an på, hvor forurenede de er. Men vi plejer at tage håndklæder med op og sætte dem rundt om arme og ben, vride rundt på dem, så de sidder helt tæt og så løfte dem op på båren, beskriver redderen. - Men hvis de er gået helt i opløsning, så må vi have fat i marinebåren. Det er sådan en æggeformet halvskal. Så kan det godt være ligesom at flytte grød. Og så kan der godt ligge fem-ti liter ligsaft bagefter, siger han nøgternt. - Derfor gælder om at få dem pakket ordentligt ind i plastic. Der er ikke noget værre end at ikke have lukket ordentligt og så spilde noget på trappen, som man så skal have tørret op. Det er ikke kun de ensomme dødfundne, han flytter. Også ofre efter trafikuheld, drab og selvmord står af til på arbejdsdagens rutiner. Tiden gik i stå Flemming Larsen tænker lidt over spørgsmålet, om han ikke bliver rørt af de skæbner, han møder. - Der findes to svar. Det jeg gerne ville svare: "Jamen, selvfølgelig bliver jeg det". Og så det reelle: Jeg har simpelthen set så mange ting, at der virkelig skal meget til at påvirke mig. Man opbygger en hård hud. Af og til bliver jeg påvirket, men det er ikke noget, jeg bliver længerevarende ked af. Og det er godt, for ellers skulle jeg tage og finde mig et andet arbejde, siger Flemming Larsen. At han ikke lader sig påvirke kan til gengæld godt skræmme ham lidt. - Absolut. Når datteren derhjemme så slår fingeren og skal have et lille plaster på, så er konen oppe under loftet, mens jeg er sådan lidt: "hey, jeg har lige kørt en på hospitalet, der har fået revet en arm af", siger han smilende. Hver gang han er i et dødt menneskes lejlighed, får han uvilkårligt et indtryk af den døde. Hvem var det? Hvordan ser hjemmet ud? - Størstedelen af dem var ensomme. Man kan se det på billederne på væggen. Hvor gamle de er. Nogen har slet ikke billeder af pårørende hængende. Hos andre kan man se, at tiden et eller andet sted gik i stå. At de nyeste billeder er 20-30 år gamle. Så kan man ikke lade være at tænke "Hvad er der sket her?", siger Flemming Larsen. Gamle julekort Kun ganske få bliver siddende i hukommelsen. Kvinden, der havde så meget skrald, skidt og møg stående i halvanden meters højde i sin lejlighed, at det tog en time at få ryddet sig vej frem til hende. - Hun havde mange pakker med ting købt fra TV-shop. De stod i bunker i entreen. Men de var ikke åbnede. Hvorfor ved jeg ikke, siger Flemming Larsen. Eller kvinden, der var død kort før jul, men først blev fundet fire måneder senere. - Det var mærkeligt, for hun havde julekort stående. Jeg tænkte, "hvis hun har fået julekort fra nogen, hvorfor er hun så ikke blevet fundet noget før?" Så jeg tog et af julekortene. Det var skrevet for 20 år siden. Hun havde simpelthen gemt det og fundet det frem til jul. Der må jeg indrømme: Der blev jeg bevæget, siger Flemming Larsen. Han har aldrig været i tvivl, om hvorvidt han kunne klare en opgave. - Aldrig. Der sker noget, når jeg åbner døren. Selv om jeg står med døde eller døende mennesker mellem hænderne, så føler jeg INTET i opgaven. Det er først bagefter, man tænker: "Hvad fanden skete der lige der?". Falck-redderne læsser af på hinanden, når de har brug for det. Men Flemming Larsen indrømmer blankt, at det ikke altid er nok. - Vi har lidt en supermands-jargon, hvor vi skal have hår mellem tænderne, sådan nogle fandens karle er vi. Der bliver brugt de hårde gloser. Så af og til snakker jeg af på den langhårede derhjemme, griner han med henvisning til konen. For heldigvis er ikke sortsyn og opsvulmede, der fylder det meste af Flemming Larsens arbejdsliv. Nogle gange er er døden også noget, man lige præcis undgår. Og det gør det det hele værd. - Jeg elsker mit job. Man bliver også lidt afhængig af adrenalinen. Og når man har været ude og der har været gang i den, og man har gjort en forskel og måske været med til at redde nogens liv…så har man det jo sådan: "Godt gået gamle dreng".

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...