Valsgård

Lugtgener mærkes ikke

VALSGAARD:Lugtgenerne i Valsgaard er tilsyneladende forsvundet - eller noget, der ligner. Hos Valsgaard Minimarked hører man ikke længere snak om den sag. Og et par af de berørte borgere, NORDJYSKE tidligere har talt med, fornemmer ej heller længere problemer. - Udluftningsristene i kloakken har hjulpet. Vi plejer at mærke benzin lugt i huset både forår og efterår, men det er snart længe siden, fortæller Helle Kristiansen, Hovedgaden 25. Da NORDJYSKE talte med Helle Kristiansen op til borgermødet i begyndelsen af februar, havde benzinlugt hele formiddagen plaget husstanden. Dengang kunne også VVS-installatør Ingo Jensen, Bækparken 21, berette, at han ofte blev ringet op lugtplagede borgere, der troede, at noget var galt med oliefyret. Ingo Jensen begyndte efterhånden at henvise folk til at kontakte kommunen direkte. - Men det er ikke nær så grelt som dengang. Kun få snakker i dag om den sag. Måske fordi man ved, at kommunen forsøger at gøre noget ved sagen, funderer Ingo Jensen, der har sin egen teori. - Jeg tror slet og ret, at kloak-installationerne i de pågældende huse er utætte. Gamle cementrør under husene kan ikke holde en fæl benzinlugt ude, og da lugten ikke kan slippe op gennem vandlåsen, så siver den i stedet op gennem kanterne ved fodlisterne, gætter Ingo Jensen.