- Luk bare for det varme vand

St. Brøndums borgere kan sagtens nøjes med primitive forhold, bare de får lov at beholde deres stadion.

Charlotte Kragh-Pedersen har sammen med en stor flok af St. Brøndums borgere kastet sig ind i kampen for at beholde det meget lidt prangende, men dog eksisterende St. Brøndum Stadion. Foto: Grete Dahl

Charlotte Kragh-Pedersen har sammen med en stor flok af St. Brøndums borgere kastet sig ind i kampen for at beholde det meget lidt prangende, men dog eksisterende St. Brøndum Stadion. Foto: Grete Dahl

De synes selv, at de er meget nøjsomme i landsbyen St. Brøndum, når de formulerer deres ønske til Rebild Kommune om lokale idrætsfaciliteter: - Det er ikke noget prangende anlæg, vi har, men det er bare så vigtigt for byen. Vi forlanger hverken granitbelægninger eller flotte bygninger. Vi kan nøjes med det, vi har - hvis blot de ikke tager det fra os, siger Charlotte Kragh-Pedersen, som hører til en voksende gruppe familier, der er begyndt at mødes fast på landsbyens sportsplads til rundbold og anden sjov leg. Over 60 lokale borgere var mødt frem til borgermødet forleden for at markere, at landsbyen faktisk meget gerne vil beholde det kommunale idrætsanlæg, som Rebild Kommune ellers var på vej til at sælge eller udstykke. Ingen i forvaltningen troede, at nogen brugte det mere. Det er nemlig længe siden, en egentlig idrætsforening har holdt til i landsbyen. De mere organiserede sportsaktiviteter er flyttet til den lidt større naboby i Blenstrup. - Nu glæder jeg mig til at melde tilbage til kommunen, at der er stor tilslutning til ønsket om at beholde den kommunale sportsplads i St. Brøndum. Vi er allerede i dialog med kommunen om forskellige sparemuligheder, vi har foreslået på driften. Og vi vil også gerne selv vedligeholde læbæltet og klubhuset, siger Charlotte Kragh-Pedersen, som regner med, at man sagtens kan spare halvdelen af den årlige udgift på 40.000 kr., som kommunen har budgetteret med. - For eksempel bruger vi kun fem kubikmeter vand om året, varmtvandsbeholderen kan de bare koble fra, og de må også godt nøjes med at slå græsset hveranden uge, siger hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.