Luk Nordjylland?

Boligskatterne skal sættes op, og befordringsfradraget skal fjernes helt og aldeles.

Med Den Røde Skoles nye manifest er Socialdemokratiet endnu engang genopstået som skattestignings-parti. Og Socialdemokratiets næstformand, Mette Frederiksen, er fuld af ros og tildeler Den Røde Skole et 10-tal for de stærke ideologiske input til partiets fremtidige politik. Særligt i kampen mod privatbilismen, hvor der lægges op til den totale fjernelse af befordringsfradraget, bakker Mette Frederiksen Den Røde Skole op. Socialdemokratiets ideologiske input ligger uhyggelig langt fra den virkelighed, de fleste danskere bevæger sig i hver dag. For mere end halvdelen af den danske befolkning har ingen reelle alternativer til bilen, når mor og far skal pendle til og fra arbejde og aflevere og hente ungerne i skole, pasning og fritidstilbud. Og deres hverdag ville blive smadret, hvis den nye socialdemokratiske ideologi blev til virkelighed. Skal vi lukke Nordjylland, Mette Frederiksen? Eller hele Jylland? For Venstre handler de kommende forhandlinger om trafikforlig og skattereformer ikke om at bekæmpe privatbilisme, men om at skabe gode rammer for både den kollektive og den private trafik. Begge dele er nødvendige i et moderne samfund som Danmark. Det er blandt andet derfor, vi netop nu opgraderer hele det danske jernbanenet, lige som vi forbedrer den kollektive trafik med nye nær- og letbaner og andre kollektive trafiksystemer i og omkring de store byer. Akkurat som vi arbejder for at etablere de statslige trafikinvesteringer, der skal til for at fremtidssikre den nordjyske infrastruktur. Herunder en tredje Limfjordsforbindelse, som leder mest muligt trafik uden om mennesker og bymiljøer i Aalborg – og samtidig sikrer os mod at Limfjorden bliver en flaskehals, som hindrer nordjysk vækst og udvikling.