Lukaku sænker Danmark i Nations League-gruppefinale

Jonas Wind scorede i sin startdebut, da Danmark tabte 2-4 i Belgien og missede Nations League-slutspil.

Jonas Wind udlignede til 1-1 mod Belgien, men det var ikke nok til at sikre et dansk point, da Romelu Lukaku var endnu farligere.

Jonas Wind udlignede til 1-1 mod Belgien, men det var ikke nok til at sikre et dansk point, da Romelu Lukaku var endnu farligere.

LEUVEN:Det danske herrelandshold i fodbold må nøjes med andenpladsen i sin Nations League-gruppe.

Onsdagens gruppefinale på udebane mod Belgien endte nemlig i et dansk 2-4-nederlag, og derfor er det belgierne, som booker billet til næste års slutspil i turneringen.

Startdebutanten Jonas Wind blev noteret for Danmarks første mål, mens Danmarks andet mål var et bizart selvmål.

Altid farlige Romelu Lukaku var med sine to scoringer i anden halvleg en afgørende faktor for, at kampen faldt ud til Belgiens fordel.

Danmark skulle have vundet kampen for at sikre førstepladsen, og med lidt større kynisme i en stærk første halvleg kunne det være faldet sådan ud.

Jonas Wind stod for Danmarks første scoring i opgøret, da han udlignede til 1-1 i det 17. minut.

FCK-angriberens mål var et modsvar på en dansk mareridtsstart, da Danmark var kommet bagud allerede efter 150 sekunder.

Her havde Youri Tielemans samlet en løs bold op uden for feltet, og han hamrede den hårdt og fladt forbi en sagesløs Kasper Schmeichel.

Danskerne fik rystet den kedelige start af sig på både måltavlen og bedømt på spilovertag.

Ved den danske udligning fik Christian Eriksen bolden i et frit rum på banen, og med en god aflevering fandt han Martin Braithwaite.

Barcelona-angriberens forsøg på at score blev rettet af, og i en perfekt bue havnede bolden for panden af Jonas Wind, som headede den i kassen til en udligning med sit andet landskampsmål.

Udligningen var starten på Danmarks vel nok bedste periode i kampen med en kæmpe chance, flere afslutninger og god boldomgang.

Midt i halvlegen burde Wind være blevet noteret for en assist, da han fornemt spillede Braithwaite fri, men efter en skidt førsteberøring blev afslutningen for nem at redde for Thibaut Courtois.

Belgien kom også til en stor mulighed før pausen ved Romelu Lukaku, der steg til vejrs efter et perfekt indlæg fra Kevin De Bruyne. Andreas Christensen fik dog forstyrret Lukaku nok til, at den brølstærke angriber headede få centimeter forbi mål.

I starten af anden halvleg forsøgte danskerne at presse meget højt på belgierne, og det aggressive pres gav Danmark bolden flere gange, uden det dog kastede chancer af sig.

Danskernes svære mission blev markant vanskeligere i det 57. minut. Midt på Danmarks banehalvdel satte belgierne et hurtigt frispark i gang, og den kvikke manøvre tog det danske forsvar på sengen.

Romelu Lukaku sled sig fri af Joakim Mæhle, og selv om Schmeichel fik rettet afslutningen af, hoppede den i en blød bue mod mål. På stregen kom Andreas Christensen glidende, men han kunne ikke forhindre bolden i at gå ind.

Fra bænken råbte Hjulmand opmuntrende gloser, og hans spillere blev da også ved med at kæmpe mod verdensetterne, men forgæves.

Det lignede en afgørelse med lidt over 20 minutter tilbage, da Lukaku som en løbende klippe holdt Simon Kjær væk og headede et indlæg i mål til 3-1.

Danmark sled videre i håbet om at afslutte landsholdsåret med point, og lidt belgisk hjælp gav troen på det i et minuts tid i slutfasen.

Nacer Chadli spillede bolden tilbage til målmand Courtois, men mystisk røg bolden under hans fod og trillede over stregen.

Den bizarre reducering blev dog besvaret på det efterfølgende belgiske angreb, hvor Kevin De Bruyne endte med at score til 4-2 i det 87. minut.

I gruppens anden, men helt ubetydelige kamp vandt England 4-0 hjemme over Island.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.