Lukas Graham er klar til dansk festival

Lukas Graham er med som hovednavn, når den fynske festival Tinderbox løber af stablen i sommeren 2017

Leveret af /ritzau/FOKUS
Magnus Larsson, Kasper Daugaard, Lukas Graham Forchhammer og Mark Falgren optræder på Tinderbox i 2017. Foto: Scanpix
Danmark 1. september 2016 10:25

DANMARK: Det danske band Lukas Graham har med kometfart indtaget de store scener verden over, og de fire unge mænd er blevet rost for flere af deres optrædener i populære amerikanske tv-shows.

Bandets forsanger, Lukas Graham Forchhammer, bliver far til september, og han har meddelt, at han tager fri fra det vilde turnéliv for en stund for at nyde den første tid som nybagt far.

Men det populære band ser ud til at vende stærkt tilbage. Den danske festival Tinderbox kan allerede nu afsløre, at Lukas Graham er med som hovednavn, når den fynske festival løber af stablen i sommeren 2017.

Scenen i Tusindårsskoven bliver desuden den eneste festivalscene, hvor de fire bandmedlemmer optræder næste sommer, oplyser Tinderbox i en pressemeddelelse.

- Det er helt fantastisk. Og at det så samtidigt bliver deres eneste festival i 2017, gør det til en ganske unik oplevelse for publikum, siger den glade festivalchef, Brian Nielsen i pressemeddelelsen.

Lukas Graham har hittet med megahittet "7 Years" i USA, Australien, Japan, England og flere andre steder rundt om i verden. Sangen lå i flere uger nummer to på den amerikanske hitliste Billboard Hot 100.

Første halvdel af 2016 har været travl for Lukas Graham, der har turneret rundt i USA for at promovere bandets album.

Hvis man vil opleve bandet på festivalen i Odense, er billetsalget begyndt torsdag 1. september klokken 10.00.

/ritzau/FOKUS

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...