Lukas Graham råber op: Køb ikke hash på Christiania

Sangeren Lukas Graham opfordrer folk til ikke at støtte hash-handlen på Christiania.

Ritzau
NorthSide2016 Foto: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen
6. september 2016 10:44

I den forgangne uge tog beboerne på Christiania den historiske beslutning af rive hashboderne i fristaden ned, og siden har de danske politikere heftigt debatteret en legalisering af det euforiserende stof.

Men det er ikke kun i det politiske Danmark, man finder holdninger til hashhandlen på Christiania - for nu blander også sangeren Lukas Graham sig i debatten.

- Hjælp Christiania og dets børn. Køb din hash og cannabis et andet sted, lyder den kontante besked fra "7 Years"-stjernen i et nyt opslag på det sociale medie Instagram.

Lukas Graham, der selv er vokset op i fristaden Christiania, har sammen med sit budskab også delt et barndomsbillede af sig og sin søster sammen med deres kusine og fætter.

Alle fire børn er vokset op på Christiania, skriver han, men Lukas Graham uddyber ikke sin udmelding yderligere.

I kommentarerne under opslaget er reaktionerne på sangstjernens opslag da også blandede, og der bliver også efterlyst, at Lukas Graham uddyber sin holdning.

Lukas Grahams bekymring for Christianias børn, kommer kort før han selv er med til at sætte et barn i verden. I denne måned bliver sangeren far til en datter, og derfor har han valgt at tage en kort pause fra livet som superstjerne i Danmark og USA.

Se hele Lukas Grahams Instagram-opslag her: https://www.instagram.com/p/BKAS-0kjxm1/?taken-by=lukasgraham

/ritzau/FOKUS

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...