Lukasjenko beholder magt i Hviderusland

Nær-meste rival til Hvideruslands præsident Lukasjenko får 4,2 procent ved søndagens valg

EMNER 20. december 2010 05:00

Den hviderussiske præsident, Alexander Lukasjenko, står til at få 79,1 procent af stemmerne ved præsidentvalget, viser en valg-stedsmåling fra et regeringsvenligt institut. Lukasjenko synes dermed at få en fjerde valgperiode. Ifølge målingen fra instituttet EcooM får præsidentens nærmeste konkurrent kun 4,2 procent af stemmerne. Målingen blev offentliggjort, kort efter valgstederne blev lukket klokken 19.00 dansk tid. Forinden havde et stort opbud af politi opløst en demonstration i Minsk med knipler og chokgranater. Kandidat slået ned En af præsidentkandidaterne, den 56-årige Andrej Sannikov, blev under urolighederne slået bevidstløs af politifolk. Han kom dog til bevidsthed kort efter, oplyses det ifølge lokale presserapporter. Demonstrationen havde omkring 200 deltagere. Politiets indgriben kom forud for en stor, planlagt demonstration mod valgsvindel i det centrale Minsk søndag aften. Den 56-årige Lukasjenko, som har styret Hviderusland med jernhånd siden 1994, har advaret oppositionen mod at demonstrere. I alt ni kandidater har udfordret Lukasjenko, som ifølge iagttagere hele tiden har været sikker på en klar sejr. Valgkampen har dog været mere fair end ved tidligere valg. Hviderusland, der har 10 millioner indbyggere, har under Lukasjenkos ledelse bevæget sig lidt væk fra den traditionelle Moskva-orienterede politiske kurs. Sent søndag rapporterede nyhedsbureauer om fornyede demonstrationer i Minsk med titusinder af mennesker, som protesterede mod "Lukasjenkos diktatur". /ritzau/AFP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...