Lukasjenko: Bombe en gave fra udlandet

Myndighederne i Hviderusland jagter gerningsmændene bag mandagens bombeangreb

Terrorisme 12. april 2011 23:58

MINSK: Mens befolkningen i Hviderusland sørger over ofrene for det bombeangreb, der mandag ramte en metrostation i hovedstaden Minsk, antyder landets præsident, Aleksander Lukasjenko, at udenlandske kræfter kan stå bag terroraktionen. - Jeg udelukker ikke, at denne eksplosion var en "gave" fra udlandet, men vi må også lede herhjemme, siger Lukasjenko ifølge nyhedsbureauet AFP. - Vi står over for en alvorlig udfordring, som vi må takle på passende vis. Vi må finde ud af, hvem er drager fordel af at undergrave freden og stabiliteten i landet, konstaterer præsidenten. 12 mennesker blev dræbt, da bomben eksploderede midt i myldretiden på en underjordisk metrostation kun 100 meter fra præsidentpaladset. Omkring 150 blev såret, heraf 22 alvorligt. - Vi er blevet angrebet. Groft, grusomt og umenneskeligt. Vi troede ikke, at vi havde nogen fjender. Men vi tog fejl, skriver den hviderussiske avis Belarus Sevodnya. Bomben var formentlig gemt under en bænk på togstationen i hjertet af byen, og den blev udløst ved hjælp af en fjernkontrol, siger en sikkerhedskilde til nyhedsbureauet Interfax. Angrebet kommer på et tidspunkt, hvor Hviderusland oplever tiltagende politiske spændinger i kølvandet på Lukasjenkos kontroversielle genvalg i december. Samtidig befinder landet sig i en dyb økonomisk krise, og utilfredsheden i befolkningen har udløst massive protester. Flere hundrede mennesker er blevet anholdt i forbindelse med urolighederne, og mange har fået lange fængselsstraffe, heriblandt en række præsidentkandidater og centrale oppositionsledere. Den hviderussiske samfundsforsker og analytiker Olga Abramova tror dog hverken, at regeringen eller landets stærkt undertrykte opposition står bag den blodige aktion. - Den nuværende regering har absolut ikke brug for en tragedie af denne art, og der findes ingen så yderliggående kræfter i oppositionen, hvor folk generelt er ret fredelige, siger Olga Abramova til Interfax. Han mener derimod, at terrorangrebet kan være et resultat af "en trussel udefra, som er motiveret af økonomiske faktorer". Ingen har endnu taget skylden for bomben i Minsk, men politiet har anholdt flere personer i forbindelse med angrebet. - De sidder netop nu til afhøring, siger en talsmand for anklagemyndigheden. Aleksander Lukasjenko har styret Hviderusland med jernhånd siden 1994. Han er kendt som Europas sidste diktator og står blandt andet på god fod med præstestyret i Iran./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...