Jerslev

Lukkedag uden vemod

JERSLEV:- Vi ses i Brugsen, siger en kunde, da han går ud af døren til Jerslev Boghandel. På døren hænger et papskilt, hvor der står med sorte bogstaver: TOTAL OPHØR. Episoden er meget beskrivende for situationen for Jerslev Boghandel og indehaveren Katrine Voldbæk Christensen. Det er sidste åbningsdag. Boghandlen lukker efter at familien Voldbæk har drevet den i flere generationer siden 1936. Det er dog ikke en følelse af vemod, der præger butikken på den sidste dag, inden nøglen drejes om for sidste gang. - Jeg lukker butikken, fordi jeg gerne vil have mere frihed. Indtjeningen har ikke været god nok til, at jeg har kunne ansatte en medhjælper til at passe butikken engang imellem, siger Katrine Voldbæk Christensen. Hun er i stedet blevet fastansat i Dagli’ Brugsen i Jerslev, hvor også post, tips og håndkøbsudsalget af medicin flytter hen efter boghandlens lukning. - Jeg føler, at det er en befriende tanke at skulle være lønmodtager i fremtiden. Det bliver dejligt at få en fast løncheck hver måned og fem ugers ferie hvert år. I de 11 år jeg har drevet butikken, har jeg aldrig haft tid til mere end et par dages ferie. Så det ser jeg frem til, siger Katrine Voldbæk Christensen. Selv føler hun ikke det stor vemod ved at lukke boghandlen. - Det kan være det kommer senere. Det ved jeg ikke. Måske er det, fordi jeg ved, at jeg ikke bare skal sidde derhjemme i sofaen, men at jeg via jobbet i Brugsen vil komme til at møde og tale med de samme mennesker hver dag, som jeg gør nu. Katrine Voldbæk Christensen er dog ikke sikker på at hendes forældre er lige så glade for hendes beslutning: - Jeg tror gerne de havde set, at jeg havde drevet butikken videre, men de har ikke forsøgt at få mig til at ændre min beslutning. I boghandlens lokaliteter skal der i fremtiden være kontorlokaler.