Retspleje

Lukkede døre i skeletsagen

Trods modstand fra forsvarer, blev pressen sat uden for døren i sagen om Søren Sterup Jensen, hvis skelet blev fundet i Tranum Klitplantage i sommer

Fængslingen af de tre mænd, der er sigtede for at have dræbt Søren Sterup Jensen, hvis skelet blev fundet i sommer i Tranum Klitplantage, blev i går forlænget frem til 19.december. Den fjerde sigtede sidder fortsat varetægtsfængslet i Sverige, og der er endnu ingen aftale om udlevering af ham til Danmark. I Sverige er der ikke frister for varetægtsfængsling som i Danmark, og der er ingen frist for, hvornår Danmark kan få den sigtede til retsforfølgelse her. Igen i går blev retsmødet, hvor ingen af de tre blev afhørt, holdt for lukkede døre. Det protesterede to af forsvarerne imod. Med henvisning til, at der allerede er sluppet meget ud fra tidligere lukkede retsmøder, og at en del af oplysningerne er forkerte. - Jeg er træt af, at man lukker dørene, og så slipper der alligevel en masse informationer ud. Nogle af dem helt forkerte. Derfor protesterede jeg over de lukkede døre og har kæret kendelsen til Vestre Landsret, siger advokat Niels Fjeldberg, der er forsvarer for en 39-årig mand fra Aalborg. - Enten har man hermetisk lukkede døre, eller også åbner man dem, så pressen kan sørge for, at de rigtige informationer kommer ud. Jeg ved ikke, hvilken dagsorden de mennesker hos politiet, der lækker oplysninger, har, men det er uhensigtsmæssigt. Og argumentet om hensyn til efterforskningen holder slet ikke, siger Niels Fjeldberg. De fire mænd er alle sigtede for at have dræbt Søren Sterup Jensen, der var forsvundet i næsten to år, inden et skelet dukkede op og viste sig at være ham. Den endelige dna-identifikation er endnu ikke endeligt på plads, men en række kendetegn og effekter gjorde, at politiet ikke var i tvivl efter at have anholdt de tre mænd for drabet. De er desuden også alle sigtede for usømmelig omgang med lig. suzanne.tram@nordjyske.dk