Røverier

Lukkede døre og lukkede munde

HOBRO:En kendelse om lukkede døre blev fulgt op af lukkede munde, da et yngre kærestepar - han 32 år, hun 27 år - i går i Hobro Ret blev sigtet for henholdsvis røveri og meddelagtighed i røveri. Tavsheden hjalp dem dog ikke i første omgang. De blev begge varetægtsfængslet i foreløbig fire uger. Kæresteparret er sigtet for at have deltaget i det røveriske overfald på en chauffør på en pengetransport i Aalestrup 25. marts om aftenen. Røverne lå på lur ved SuperBrugsen i Vestergade, og med en jernstang blev chaufføren slået ned, da han ved 20.30-tiden kom ud med dagens omsætning. Røverne forsvandt fra stedet i en rød VW Golf, som kort efter blev fundet udbrændt ved Ulbjerg i Viborg Politikreds 25 kilometer fra Aalestrup. Udbyttet havde røverne inden da smidt fra sig. Pengene var opbevaret i en kuffert, og bippende lyde fra en tikkende farvepatron skræmte røverne så meget, at de kastede kufferten ud af bilen, før de satte ild på den. Få dage etfer røveriet blev en 28-årig mand fra Aalestrup-egnen anholdt. Han har siden siddet varetægtsfængslet, men har hele tiden bedyret sin uskyld. Samme holdning valgte kæresteparret altså at indtage, men det var også det eneste, der slap over deres læber, før dommer Mette Kølln afsagde kendelse om dørlukning. Derefter sagde de heller ikke noget. I følge anklageren, vicepolitimester Philip Pagter, nægtede de begge at udtale sig. Kendelsen om vareægtsfægsling er kæret til Vestre Landsret.