Udland

Lukkede mobiler skal forhindre terror

I flere pakistanske byer er mobilnettet lukket af frygt for bombeangreb under en shiamuslimsk højtid.

Lukkede mobiler skal forhindre terror

I flere pakistanske byer er det midlertidigt ikke muligt at anvende mobiltelefoner. Myndighederne har lukket netværket i et forsøg på at forhindre sekterisk vold under en shiamuslimsk sørgemåned, skriver BBC.

Næsten alle bomber som bruges i terrorangreb i Pakistan bliver aktiveret ved hjælp at mobiltelefoner.

- Samtlige eksplosioner de seneste 15 dage er udløst af mobiltelefoner, siger indenrigsminister Rehman Malik.

Desuden har motorcyklister i nogle områder fået forbud mod at tage passagerer op. Det skal forhindre, at bombemænd på denne måde sikrer sig transport til terrormål.

Hovedparten af pakistanerne er sunnimuslimer. De seneste måneder er antallet af angreb mod den shiamuslimske minoritet i Pakistan øget.

Onsdag i denne uge dræbte en selvmordsbomber 23 personer i byen Rawalpindi i et angreb rettet mod shiamuslimer. 62 mennesker blev såret, da bombemanden sprængte sig selv i luften under et shiamuslimsk optog i forbindelse med sørgemåneden Muharram.

Militante sunnier har varslet flere tilsvarende angreb, og så sent som fredag blev to politifolk såret, da en selvmordsbomber slog til nær en shiamuslimsk procession i den nordvestlige del af Pakistan.

I storbyen Karachi er 5000 politifolk indkaldt til at patruljere gaderne i forbindelse med Muharram-begivenheder de næste to dage.

- Hæren er også i beredskab, siger indenrigsministeren.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.